En føljeton af

Finn Schartau

Indledning.

I dag er jeg 67 år, men engang var jeg ung og dreng, og feriedreng på Sejerø i gennem 9 år – nemlig fra 1947 til 1955. I de første mange år i hele min skoleferie, men i de sidste 2 år kun i den sparsomme ferie på 14 dage, der var tilmålt en elev på et kommunekontor.

Jeg holdt mine sommerferier hos den daværende jordemoder og sygeplejerske Martha Jensen, der boede i jordemoderboligen lige ved siden af kirken i Sejerby.

Det var en rigtig dejlig tid, og for mig kunne det ikke hurtigt nok blive sommer igen, så jeg kunne komme til Sejerø.

Jeg har oplevet en masse på øen i disse sommerferier, og jeg har skrevet en hel del ned om mine oplevelser, som på et eller andet tidspunkt skal indgå i en lille bog, og jeg har aftalt med Web-gruppen, at nogle af beretningerne kan blive bragt på Sejerø’s hjemmeside.

Det kunne være morsomt om nogle af de sommerferie venner, som jeg havde på Sejerø, ville kontakte mig efterfølgende, om ikke for andet, så for at fortælle mig, at de overhovedet ikke kan genkende de beretninger de læser, eller overhovedet kan huske mig.

Det er nemlig ofte sådan, at det man selv husker fra sin barndom slet ikke er oplevet af andre på samme måde, og så er der jo også den kendsgerning, at oplevelser fra barndommen gennem årene får en eller anden drejning, hvorved de måske ikke er helt i overensstemmelse med virkeligheden, men det synes jeg ikke gør noget.

Jeg vil i hvert fald prøve med lidt fortællinger fra mine sommerferier, og så håbe på, at man ser i gennem fingre med det lange tidsspand der er mellem oplevelserne og det nu skrevne.

Senere vil der komme beretninger om personer, som virkelig har eksisteret, hvis de da ikke gør det endnu, og det med den respekt der skal være omkring disse personer også uanset hvordan en dreng ser på det.

Jeg takker Web-gruppen for interessen og ser med spænding hen til at nogen måske kontakter mig.

  Mine fortællinger vil blive bragt under betegnelsen ”En feriedrengs oplevelser”

Jeg starter disse fortællinger med min første rejse til Sejerø.

I "de gode gamle dage" var det at rejse ikke så lige til endda. Nu tænker jeg ikke på den tid, hvor man skulle med dagvognen, men lige efter 2. verdenskrig. Transportsystemet var nok intakt, men ikke som i dag.

Min beretning starter i 1947, hvor Danmark igen begyndte at fungere så nogenlunde efter besættelsen, men for at få det rette indblik i det historiske forløb, må jeg hellere starte med begyndelsen, det vil sige min fødsel.

Mine forældre var af almindelig herkomst og min far ernærede sig som marketender og min mor var hjemmegående, i hvert fald da jeg blev født. Tidligere under depressionen syede hun for en konfektionsfabrik i Århus.

Mine forældre boede i en villa i en forstad til Århus, og da villaen var ret stor, var 1. salen udlejet til skiftende hjemmesygeplejersker.

Hvorfor det netop var hjemmesygeplejersker har nok sin begrundelse i, at så kunne man få tildelt en telefon, og det var ikke så lige en sag at få dengang. Min far var altid meget kreativ og havde et utal af forbindelser, hvilket kom familien til gode under krigen, hvor det var småt med kød og andre produkter. Jeg er uvidende om, hvordan han skaffede det, men jeg havde dengang en svag fornemmelse af, at det var meget hemmeligt.

Da jeg blev født, boede der netop en sådan "plejerske" og hun fulgte hele min opvækst, og dengang kunne man ikke som barn tillade sig at kalde voksne folk ved fornavne, hvorfor der altid skulle knyttes et "tante" eller "onkel" til navnene.

Hun hed Martha Jensen, men jeg kunne ikke kalde hende Martha, og heller ikke Jensen, hvorfor hun slet og ret blev kaldt "Moster".

Efter at Moster havde prøvet at være leder af et alderdomshjem, tog hun til Sejerø for at virke som sygeplejerske og jordemoder. Det var under krigen.

Senere skal jeg komme tilbage til hende og hendes hus og liv i øvrigt, men hun havde knyttet sig til mig, som om jeg var hendes eget barn. Hun var ugift og havde af den grund ikke selv børn. I dag er det snarere reglen end undtagelsen, at have børn som ugift. Jeg skulle naturligvis på ferie hos hende på Sejerø, nu da krigen var slut og man igen kunne rejse, og derved starter den egentlige beretning om de mange oplevelser, jeg som feriebarn oplevede på øen.

Tilbage til rejsen. Min allerførste til "et helt fremmed land". Jeg havde på det tidspunkt ikke bevæget mig ret meget uden for Århus-området, så en ø ved Sjælland kunne for mig lige så godt have været en ø i Stillehavet, og forventningerne var derfor naturligvis sat højt.

Dengang var det ikke nogen økonomisk belastning for forældre at sende deres børn på ferierejse, da man fik fribilletter gennem skolen. Det var et stort hvidt stykke karton, med en snor i, så man kunne hænge det om halsen. Så kunne alle og enhver se, hvor man skulle hen.

Altså skulle jeg til Sejerø, men det stod der ikke på det hvide karton. Der stod nemlig Føllenslev. Det var sidste station hvortil billetten gjaldt. Resten af rejsen skulle man selv betale.

Det var i første omgang planen, at jeg skulle være på ferie ca. 14 dage, men for en sikkerheds skyld havde jeg rigeligt med tøj med. Det vil sige, jeg havde det ikke med. Min mor havde i forvejen sendt en kuffert med postvæsenet til Moster, så jeg ikke skulle slæbe hele molevitten.

Der blev pakket i lange baner, og de bedste af mine fritidsbukser var pakket ned i den afsendte kuffert, så jeg måtte gå i noget, som jeg ikke brød mig særligt om i 8 dage forinden afrejsen.

Min mor fulgte mig til Kalundborgfærgen i Århus Havn. Den gik kl. 12,00, og jeg var rigeligt udstyret med madpakke og lommepenge. Det sidste var meget vigtigt. Nu skulle jeg ud på min allerførste rejse uden far og mor, og selvfølgelig var jeg beklemt ved situationen, men forventningen om rejsen til "øen i Stillehavet" var så stor, at den overvandt beklemtheden.

Så sejlede vi !

Mor vinkede fra kajen, og jeg synes at kunne se, at hun havde et lommetørklæde fremme. Græd hun virkelig over at skulle af med mig i 14 dage. Hverken mor eller jeg havde på dette tidspunkt den fjerneste anelse om, at de 14 dage blev til næsten 6 uger.

Nu mange år senere, hvor jeg selv har fået 3 børn, har jeg aldrig grædt en eneste tåre, når de skulle på ferie. Det skulle da lige være glædestårer. Tænk at have "ferie" fra sine børn. Det er da en tid, som man kan bruge til mange af de ting, som man netop p.g.a. børnene ikke har haft mulighed for i mange år. Det skulle lige mangle at græde over det.

Den gode gamle færge trampede af sted mod fjerne horisonter, men den stoppede op undervejs. Hvad var der nu sket ? Havde den på grund af relativt råstofmangler ikke fået brændstof nok om bord ? Eller hvad var der sket ?

Jeg kikkede ud over rælingen fra soldækket og så en lille fiskerkutter nærme sig færgen. Den lagde til ved vogndækket, hvor der var åbnet en luge, og mennesker kom op fra kutteren og forsvandt ind i "hvalfiskens bug", medens andre blev "udspyet" og tog plads på kutterens dæk. Nogle store uformelige sække blev udvekslet, og så sejlede kutteren væk, og færgen fortsatte sin odysse' mod det ukendte.

Det var i al sin enkelthed Tunø's eneste mulighed for kontakt til omverdenen og udveksling af post og passagerer, som jeg netop havde oplevet.

Næste stop var Samsø. Færgen lagde til i Koldby Kås, og passagerer stod af og stod på, og så kunne vi endelig komme videre. Efter at have nydt den medbragte mad på soldækket, på nogle egentlig umagelige træbænke, der var ferniseret næsten sorte, ventede jeg spændt på næste oplevelse.

Jeg havde fået udførlige beskrivelser af, hvad jeg skulle gøre i Kalundborg for at komme videre, men for en dreng på 11 år var det med mange sommerfugle i maven, om jeg nu kunne finde ud af at følge den beskrivelse.

Tænk nu, hvis jeg kom i det forkerte tog, eller ikke kunne finde hvilket tog jeg skulle med, og at det rigtige derfor var kørt ? Hvad skulle jeg så gøre. Alene i en ukendt verden, langt fra far og mor og helt på Sjælland. Det var næsten ikke til at bære, hvis det gik galt.

Dengang kendte jeg naturligvis ikke til adrenalin, men det har ganske sikkert pumpet rundt i kroppen på mig, og jeg var derfor spændt som en fjeder, da vi endelig nåede Kalundborg. Kalundborg var en sort by. Havnen var beskidt og der flød med kokssmuld over det hele, og svovlet rev i næsen. Enten var det fra togene, der var damplokomotiver, eller fra elværket, der lå lige ved havnen. Jeg kan huske den lugt ganske tydeligt den dag i dag.

Et held var det, at toget jeg skulle med, holdt lige neden for færgen, stort set, og nu var første forhindring overstået. Men hvor var det nu jeg skulle af ? Nå, jo - det var Værslev. Hvordan kunne jeg vide, hvornår vi kom til Værslev ? Min ængstelse var overvurderet. Det stod på store skilte og på stationen gik en mand rundt og råbte "Værslev - Værslev", så det gik faktisk bedre, end jeg havde turdet håbe på.

Nu gjaldt det om at finde toget til Føllenslev.

Der var ikke noget tog i Værslev. Efter at toget, som jeg havde været med, havde forladt stationen, var der tomt som i en ørken. Ikke et menneske at se, og intet der tydede på, at der overhovedet nogensinde kom mennesker eller andre tog. Det mindede meget om mine besøg i den lokale biograf derhjemme, hvor togene i Texas kun kom hver 3. dag, og hvor søvnige cowboys fordrev tiden i den lokale bar med falskspil inden de kunne røve næste tog. Goldt og øde var der.

Pludselig så jeg en mand med kasket. Det måtte være en een, der vidste noget om, hvor mange dage der ville gå, inden der kom et tog til Føllenslev. Adspurgt om mulighederne for videretransport kunne "embedsmanden" oplyse, at toget til Føllenslev kom om ca. 2o minutter.

Det var en trøst, men alligevel var jeg nervøs. Jeg havde fået at vide, at færgen til Sejerø sejlede kl. 7, og nu var klokken næsten fem. Hvordan skulle det da gå ?

For en ubefæstet dreng var oplevelsen af at være alene på Værslev station krydret med den for helt unge ubeskrivelige opdagelsestrang, og alle indtryk blev suget ind, selv om jeg nok vil indrømme, set i bakspejlet, at Værslev station ikke var værd at skrive hjem om. Men er man dreng, og er ude på eventyr, så er selv en skiden jernbanestation en oplevelse.

Perronen - eller hvad man nu skal kalde den betonklods, der var klistret på stationsbygningen - var sodet og ikke særlig lækker at se på, men det tænkte jeg ikke særlig meget over. Sådan skulle det vel se ud på en lille stationsbys jernbanestation. Der skete ikke så meget andet end, at en mor med en uvorn unge satte sig på samme bænk, hvor jeg havde placeret mig i min venten på toget til Føllenslev.

Endelig skete der noget vigtigt. En svag klokke forkyndte, at et eller andet var på vej ind på stationen, og det viste sig at være en rød skinnebus, som ganske vist ikke holdt ved perronen, men fortsatte et lille stykke ud af sporet, hvor det så gjorde holdt. Det var toget til Føllenslev, fik jeg at vide af samme venlige "embedsmand", der med usvigelig sikkerhed - uden at se på mit "maveskilt" - kunne konstatere at jeg kom fra Jylland. Hans sprog var da også ganske anderledes endt det, jeg var vant til.

Turen til Føllenslev tog ikke så lang tid, som jeg havde frygtet, og i Føllenslev blev jeg "smidt af" og nu skulle det vise sig, om det danske transportsystem også virkede her helt uden for lands lov og ret. Jeg skulle nemlig viderebefordres med en rutebil til Havnsø, men den rutebil var der ikke, da jeg ankom. Hvornår den kom vidste jeg ikke, blot havde jeg hjemmefra fået at vide, at "når du kommer til Føllenslev, står du bare på rutebilen til Havnsø". Ja, go' mor'n. Det var nemt sagt, når der nu ikke var noget rutebil at stå på.

Jeg var for øvrigt den eneste, der stod af skinnebussen i Føllenslev, så der var ikke mange muligheder for at søge oplysninger.

Stationen der, var om endnu mere øde end Værslev, men der var mere grønt. Bag stationsbygningen var der en lille skov, som jeg ville fordrive ventetiden med at gå på opdagelse i. Da jeg skråede over terænnet for at komme om bag stationsbygningen, var jeg nær blevet kørt ned af rutebilen, så jeg nåede ikke at komme på opdagelse.

Nu skulle pengepungen op. De offentlige subsidier gjaldt ikke længere, og "bussemanden" måtte have sine penge for billetten, og så gik turen til Havnsø.

Rutebilen kørte helt ud ad molen i Havnsø lige til færgen, som skulle fragte os de 1½ times sejlads til Sejerø. Den første rejse var ved at være til ende, men færgen er et kapitel for sig. Den og dens muligheder kommer jeg tilbage til senere.

Selve sejlturen var en oplevelse, også fordi der var næste havblik, så udover at kunne undgå søsyge mennesker, kunne man gå på opdagelse på færgen.

Vel ankommet til Sejerø havn blev jeg modtaget af Moster, men der var mange mennesker på havnen, og senere skulle jeg opdage, at færgens ankomst var en begivenhed hver dag, og mange af øboerne skulle lige se hvem der kom til øen, og måske skulle de selv hente nogen eller varer fra fastlandet.

Jeg blev sammen med Moster fragtet til Mosters hus i øens eneste taxa

MOSTERS HUS.

Når man kom fra havnen til Sejerby skulle man op ad Kirkebakken, forbi missionshuset og sognefogedgården, langs kirkemuren, der lå mosters hus. Det var et rødstenshus med tegltag og med masser af stokroser.

Der var 3 stuer en suite og et stort værelse i huset, foruden et stort gammeldags køkken, spisekammer, lille kælder og et stort uudnyttet loft. Ja, egentlig uudnyttet var det ikke, for når hun havde mange gæster blev loftet inddelt i "værelser" med ophængt sækkelærred, så der kunne sove op mod 10 personer på det loft, uden at gnide lårene af hinanden. Under et andet afsnit vil der være mere om overnatning på loftet.

Stuerne var fyldt med store gamle møbler og reoler med masser af bøger. Jeg kom nu ikke så meget i stuerne, for moster og jeg opholdt os i et værelse ved siden af køkkenet, hvor der var en udgang til haven, dog gennem et tilstødende badeværelse. Et pudsigt arrangement i øvrigt, men sådan var det nu engang, og det tænkte man ikke så meget over.

Der var en bagindgang, som vi altid brugte. Der var et slags spisekammer - fadebur om man vil - og der stod en primus, som hun brugte til at lave mad på. El var meget dyrt og i de første år, havde hun slet ikke elektricitet i huset. Det fik hun på en ganske særlig måde.

På øen dengang var der et lille jævnstrøms-elværk til 110 volt, og da hun ville have indlagt elektricitet - ja det var vel kommunen, der skulle betale for det - så skulle hun skaffe lige så meget kobber, som der gik til luftledningerne ind til huset.

Derved forsvandt mine forældres gamle kobbertøj, som i dag ville være en formue værd, men strøm skulle moster have, der med basta, og kobbertøjet blev sendt til Sejerø, hvor det blev smeltet om, eller hvad der nu skete med det, men 110 v jævnstrøm er ikke til el-komfur, kun til lys. Og hold nu fast. Dengang i 1947 kostede 1 kilowatttime 1 krone, så der blev ikke ruttet med lyset dengang.

I sommeren 1948 var der olympiade i Helsingfors, og jeg var specielt glad for at høre reportager derfra på radio, men moster var ret bekymret over mit lytteri, specielt hvis det foregik om aftenen, hvor jeg var kommet i seng, for hvis jeg nu faldt i søvn, inden radioen blev slukket, så ville den jo stå tændt hele natten til ingen verdens nytte. Hun tænkte garanteret over elregningen, og det kan man ikke fortænke hende i.

Senere har man fået vekselstrøm fra fastlandet og selvfølgelig helt andre forhold.

Hun lavede al maden på primus'en, men der var et komfur til brænde i huset, men det brugte hun selvsagt kun om vinteren, for det skulle også varme en del af huset op. Dog var der 2 kakkelovne i stuerne, som hun kunne supplere med, men jeg mener at vide, at hun om vinteren kun opholdt sig i den stue, der lå nærmest køkkenet, og kun fyrede op i stuerne ved ganske særlige lejligheder.

Jeg har kun været på øen om sommeren, og derfor kun set hende bruge primus. Det giver en ganske særlig lugt i et hus, når man bruger primus, og jeg syntes det lugtede godt, og jeg kendte også lugten fra fiskernes blæselamper, som de brugte til at varme glødehovedet op på deres motorer med.

Jeg lærte meget hurtigt at betjene sådan en indretning, som en primus er, og det er faktisk et genialt apparat, blot man har en rensenål, noget sprit til optænding og så naturligvis petroleum.

Utallige er de æbleskiver, som jeg har lavet på den primus.

Til huset hørte en stor have.

Den var delt op i en prydhave med mange stauder og sommerblomster og græsplane og en nyttehave med alskens grøntsager, bærbuske, frugttræer, og ikke mindst jordbær. Selv et aspargesbed havde hun. Høsten fra hendes mange æbletræer blev hvert efterår omhyggeligt lagt i specielle kasser, der blev sendt til Kalundborg mosteri tillige med mange kasser tomme 1/1 liters flasker.

Så fik hun senere flaskerne retur fyldt med æblemost. Det var en herlig drik, og hver eneste dag drak vi æblemost til måltider. Også når der var gæster.

Vin, bajersk øl og alkohol var aldeles ukendt i hendes hus.

Når jordbærrene var modne, fik hun et særligt problem.

Der var en masse solsorte i haven. Dem var hun sure på. "De store fede solsorteunger æder mine jordbær, dem skulle du se at få skudt" sagde hun.

"Se at få skudt" ? Mente hun virkelig det ? Ja ! det gjorde hun, og hun gik en dag over til genboen, der hed Marius, og lånte hans salonriffel med tilhørende ammunition såkaldte kaliber 22 short. De er ikke så voldsomme som "long" og som kyndige udi den ædle skydekunst vil vide, så er short kun 1 cm lange med en lille rund kugle.

De er såmænd effektive nok, men har ikke så lang en rækkevidde, og da mosters have vendte ud til åbne marker, kunne det, i hvert fald dengang, gå an at anvende dem til formålet.

"Så går du i gang - og så spiser vi dem" - sagde hun.

Som sagt så gjort. Nu var det i jordbær tiden, og på det tidspunkt havde de voksne solsorte allerede første kuld på vingerne, og jeg kunne sagtens se forskel på voksne fortravlede solsorteforældre og de "fede og forædte" unger. Så det var ungerne, der måtte holde for. Set i bakspejlet kan jeg da godt se, at det var helt sindssygt, men som dreng dengang var det rimeligt almindeligt, at man var bevæbnet med den slags våben og brugte dem, som man havde lyst til. Det er heldigvis anderledes i dag.

Tro mig eller lad være. Hun fik leveret 15 solsorteunger og stegte dem. Der er ikke meget kød på sådan en svend, men med 15 stk. kunne hun servere en rigtig "vildtmiddag" som hun kaldte det. Jeg kan ikke rigtig huske, hvordan de smagte, men helt ringe har det ikke været, for så ville jeg kunne huske det.

Der var en ganske særlig lugt ved hendes hus. En blanding af blomster, fernis og kaprifolier, som hun havde mange af. Duften af kaprifolierne var til tider helt bedøvende, og da somre dengang var rigtige somre, som jeg husker dem, så hang den duft i mine næsebor helt hen til næste sommer.

Når jeg i dag mærker duften af kaprifolier, falder jeg hen i en slags trance og tankerne går tilbage til Sejerø. På samme måde har jeg det med kirkeklokker. Ikke alle slags, men de der har samme klang som klokkerne i Sejerø kirke. Jeg hørte dem hver eneste dag, da mosters hus lå lige op ad kirken.

Sådan har de fleste det vel, at ting, der er oplevet så intens i barndommen, pludselig vender tilbage ved en duft, en lyd, specielt vejr eller hvad ved jeg. Det er det vidunderlige ved at være menneske, at man har så stor en hukommelse, at selv om ting for længst er glemt, så er de der alligevel, blot de rigtige påvirkninger sætter tingene i gang.

Ved siden af huset var der en stor grusbelagt plads. Det var skolens sportsplads og i et lille halvtag for anden af pladsen stod der nogle ret gamle gymnastikredskaber. Den gang startede mine sommerferier sidst i juni, men på Sejerø startede skolens sommerferie midt i juli. Der skulle jo være folk til at hjælpe med høsten i august.

Så kom skolebørnene til pladsen, enten for at lave gymnastik eller bare lege, og det betragtede jeg fra mosters have, hvor der var et hul i hækken ud til pladsen.

Skolen lå ikke så langt fra pladsen. Faktisk lå den på hjørnet af vejen mod Kongstrup. Jeg husker tydeligt deres skolelærer. Der var kun den samme, og børnene gik i skole hver anden dag. De små den ene dag. De større den anden dag.

Skolelæreren havde en kunstig arm – vist nok den højre – med en sort handske på. Det synes jeg så mærkeligt ud.

Netop det med handicaps og kunstige lemmer kendte jeg alt for godt til, hvilket jeg har beskrevet andetsteds.

Mosters hus rumsterede i min hjerne og i mine drømme, når jeg ikke var på ferie på øen. 

De personer som fremover vil blive omtalt i mine fortællinger fremgår af følgende

PERSONGALLERI.

Moster - (Martha Jensen) - jordemoder og sygeplejerske. Min madmor.

Gunnar – fisker. Boede i et lille hus på havnen.

Svend – (også kaldet Røde Svend p.g.a håret) Hedder Svend Nørrevang og er i dag havnefoged på Sejerø.

Jens Pedersen – fisker. Gunnar og Svend var forhyret på hans kutter indtil Gunnar købte sin egen kutter som kom til at hedde Venus

Carl Dinesen – fisker og fribytter. Boede i et stort hus ved havnen.

Niels Christian – søn af Carl Dinesen

Ejler – fisker bror til Charles.

Charles der egentlig hed Kaj – fisker uden kutter der virkede.

Skærsliber – omrejsende eventyrfortæller.

Svarte King – skærsliberens schæfer hund.

Erik – forhyret på fiskekutter. Kørte en rusten cykle i havnen for penge.

Ingemann –  slagter og møller. Havde en hurtig motorbåd (criss craft)

Peter Sørensen – skipper på Runden

Theodor Ibsen – piberygende maskinmester på Runden

Matros – Vist nok en Svend Larsen, ung medhjælper på Runden

Johannes Pedersen – gårdejer tæt ved gadekæret. Havde en Ferguson traktor.

Niels Jørgen – søn af gårdejer Johs. Pedersen

Peter Thorsen – vognmand. Havde en Triumph motorcykle.

Støveren – konditori og kiosk. Som 14 årrig kørte hans lille Ford varevogn fra hus til hus på én af hans brødture.

Doktoren – Bjarnow havde 4 drenge. Byggede både og kajakker inde i sit hus, så det måtte rives halvt ned, når bådene skulle ud.

"RUNDEN”

Færgen mellem Havnsø og Sejerø der sidst i fyrrene og først i halvtresserne var ikke ret stor, set i forhold til færgen mellem Århus og Kalundborg, som jeg tog med, når jeg skulle på ferie på øen, men så var den så meget mere hyggelig.

Da jeg første gang kom om bord konstaterede jeg, at det ikke var nogen bilfærge. Man gik om bord fra et nedfældet hul i kajen belagt med beton i et par meters bredde, og rælingen i skibets bagbordsside (venstre, hvis nogen skulle være i tvivl) var lukket op som en slags dobbelt havelåge, hvor passagerer og andet gods kunne komme ombord.

Senere i løbet af mit ophold på øen konstaterede jeg, at der både var traktorer, varevogne og lastbiler på øen. Hvordan mon de er kommet der ? Jeg havde lidt svært ved at se, hvorledes de kunne være på den lille færge. Færgen var gul og man kunne gå hele vejen rundt på dækket fra forskibet helt om til agterenden, hvor der var en dør ind til "salonen", der faktisk lignede en rutebil indvendig, med træbænke der var ferniserede og lignede parkbænke. Der opholdt jeg mig ikke, da jeg altid vil være i fri luft, næsten uanset vind og vejr, så jeg så mig om udenfor.

For senere at forstå dette specielle farvand mellem Havnsø og Sejerø, skal det nævnes, at den dag jeg første gang sejlede med færgen var det havblik, og den skar sig igennem en stor flade af gele. Sådan så det i hvert fald ud, og jeg synes egentlig det var synd for vandet, sådan at blive pløjet igennem.

Den første tur over kunne ikke få ende, syntes jeg, men endelig kom øen til syne, og nu troede jeg, at vi var fremme, men deri tog jeg fejl, og der skulle sejles et godt stykke langs med øen, inden havnen var nået.

Senere fik jeg mange gode oplevelser med denne færge, som jeg snart fik at vide blev kaldt "Runden", og det ved jeg i dag, at senere nyere færger også er blevet kaldt "Runden" uanset deres officielle navn. I 1952 blev den afløst af en større færge ved navn N. Chr. Christensen, og den kan jeg også godt huske fra de sidste 3 års ferier på øen.

Moster kendte selvfølgelig skipperen Peter Sørensen godt, og hun fik udvirket, at jeg kunne sejle med, når jeg havde lyst, som en slags "skibsdreng", og det blev udnyttet mange gange i al slags vejr, skal jeg lige nævne. Det var den gamle færge jeg sejlede med. Den lidt større N. Chr. Christensen brugte jeg kun til at komme frem og tilbage i forbindelse med de sidste ferier på øen.

Nu findes der 2 slags mennesker, nemlig de der har tendens til søsyge, og de der er søstærke. Jeg hører så afgjort til den sidste type, og selv om mange forhærdede søfolk griner, når jeg nævner, at jeg har sejlet i brandstorm med en "færge fra Havnsø til Sejerø" uden at blive søsyg, og samtidig bemærker "at så skulle du prøve rigtig at sejle, for så skal du nok opdage, at ingen mennesker kan undgå søsyge". Det er en påstand, som jeg kan skyde en hvid pind igennem, da jeg i 1977 sejlede med færgen Disco i vindstyrke 12 i Davidsstrædet - en tur på 36 timer - uden at blive søsyg.

Jeg kan ganske simpelthen ikke blive søsyg. En forklaring kan søges i, at jeg fra fødslen har været døv på højre øre, og senere undersøgelser har vist, at der ikke findes væske i højre indre øre, og at det er ubalance mellem væskerne i de to indre ører, der giver søsygen. Om det så passer, skal jeg lade være usagt, men søstærk kan man vel være på mange måder.

Denne omstændighed gjorde mig til en "vaskeægte" skibsdreng, og selv om det var en lille ting, så var skipperen og hans mandskab, der bestod af ham selv, maskinmesteren og en matros, imponeret af, at sådan en "landkrabbe" kunne stå til mosten. Det var der til gengæld andre, der ikke kunne.   Der rejste dengang nogle "sommerliggere" som de blev kaldt, mest københavnere, til øen, og for dem var turen over til tider noget af en prøvelse, og jeg havde faktisk ondt af dem, og kunne ikke forstå, at der i flere tilfælde var passagerer, der ønskede at dø.

Jeg har dog aldrig antruffet personer, der var ved at springe over bord af den grund. Måske havde de ikke kræfter til at svinge sig over rælingen. Herregud, turen tog jo kun 1½ time, så det var da ikke noget at dø for.

Jeg har haft en ret særpræget oplevelse på én af turene, nemlig da mosters søskende var med fra Havnsø til mosters 50 års fødselsdag, men det kan læses i en anden artikel.

Som sagt var "Runden" ikke ret stor, og jeg kunne ikke begribe, hvordan der var kommet lastbiler til øen. Ganske vist var det nu kun en lastbil, som jeg kendte til, men alligevel. Måske anbragte man den på tværs og så sejlede den over i stille vejr. Jeg fik egentlig aldrig undersøgt det, men det var nok fordi, der var så mange andre ting, der optog mig, herunder da vi skulle fragte kvier fra Sejerø til Havnsø.

Det var jo en noget blandet færge, må man sige. Der var et mindre lastrum, og "Runden" havde en interimistisk kran om bord, som kunne hejse ting op fra lasten under fordækket, men kvierne skulle ikke ned i lastrummet. De skulle være på dækket oven over lastrummet, som efter at være blevet fyldt op med diverse varer, blev tildækket med planker og en presenning.

Hvordan gør man nu det ? Altså fragter kvier. Skulle de tøjres, eller skulle de rende rundt og blande sig med passagererne ?

Nej, fordækket blev simpelthen inddelt i båse med nogle plader, som var beregnet hertil, og så kom der to eller tre kvier i hver bås, så de ikke kunne rende rundt mellem hinanden og i øvrigt stod i disse båse som "sild i tønde".

Efter at alle kvierne var kommet om bord, kunne passagererne kante sig ind gennem en gang, der var lavet mellem kvierne, så de kunne komme hen agterskibs og ind i salonen. Det regnede nemlig helt afskyeligt den dag. Blæste gjorde det også, men af sted kom vi. Sådan en flok kvier har det vel ligesom mennesker. De blev søsyge, og båsene var jo ikke tætte, så de lavede en utroligt svineri på dækket, og jeg skulle nok vide at holde mig oppe i styrehuset, også fordi det slet ikke var udendørsvejr.

Styrehuset, nemlig. Ikke kommandobro. Det var ikke mere end nogle få kvadratmeter stort, og var ikke udstyret med andet end et rat, kompas og diverse lyskontakter, maskintelegraf og et flot messingrør, som gik ned i maskinrummet, således at skipperen kunne kalde maskinmesteren, hvis der var noget at snakke om. Jeg så det nu aldrig i brug, da maskinmesteren altid opholdt sig i styrehuset, bakkende på sin uundværlige snadde, som han holdt på en underlig måde, støttende begge albuer på kompaspladen - det er hvad vi i dag vil kalde instrumentbord - og holdt med begge hænder om piben, som om han var bange for at nogen ville tage den fra ham. Den snadde var der i hvert fald ingen, der kunne drømme om at stjæle.

I styrehuset opholdt jeg mig en hel del under overfarterne, og det var en fryd, når maskinmesteren skulle ned til maskinen, hvilket skete et par gange under hver overfart og selvfølgelig ved afgang og ankomst til de respektive havne, og skipperen skulle ned og "billettere" - d.v.s. sælge billetter til passagererne, for så var jeg alene "på broen", som jeg nød at konferere med mig selv om. Jeg stod her med ansvaret for skib og passagerer, hvilket sikkert var brand ulovligt, men da jeg kendte kursen, og kun fik lov alene i magsvejr, så var det ingen kunst at styre den krabat.

Værre var det, når det stormede, og det har jeg også prøvet, men kun når skipperen var tilstede, og kun ude på ruten. Det krævede sin mand at holde en kurs, når vinden kommer ind på tværs. Der skal rykkes meget i de kegler, og det messinghåndtag, der sad på ratkransen. Heldigvis var styringen med servo. Ellers havde det været helt umuligt. Ved anløb og afgang var det naturligvis skipper selv, der stod ved roret.

Tilbage til de fordømte kvier. Skibet huggede og rullede og selvfølgelig gik det galt. Et af afspærringerne gik op af den rille, der holdt det hele sammen, og da det stormede, måtte jeg ikke være alene i styrehuset, hvorfor matrosen og maskinmesteren måtte ned og bakse det hele på plads. Det er sand for dyden ikke let med sådan nogle balstyrigste kvier, der brølede, sparkede og gled i deres eget møg. Endelig lykkedes det at bringe tingene i orden, men hverken maskinmester eller matros fik lov til at komme op i styrehuset efter den omgang.

Der er vel grænser" sagde skipper. Og derved blev det.

Det var i øvrigt ved den lejlighed, at jeg smadrede en af sideruderne i styrehuset. Ligesom vi skulle til at runde molen på vejen hjem, tog "Runden" en ordentlig overhaling og rullede kraftigt til styrbord, hvilket kom helt uforberedt for mig, der tumlede hen mod den ene væg i styrehuset og albuen røg igennem ruden. Sikke en forskrækkelse, både for skipperen og mig, men der skete da heldigvis ikke andet, end at ruden blev smadret, men det var set fra land, og nogle af mine kammerater fortalte bagefter, at man kunne se kølen på "Runden", da den tog den overhaling, og at en eller anden kvajpande tumlede rundt i styrehuset. Jeg sagde ikke noget. Det er ikke alt, der er værd at fortælle -  selv til kammerater.

Jeg mener at "Runden" stort set var eneste mulighed for forbindelse til fastlandet, men der var vist en skonnert der sejlede til Kalundborg med fragt men ikke med passagerer. Derfor skulle al passagertrafik naturligvis foregå med Runden, og skipperen vidste derfor altid, hvem der kom til øen, og hvem der tog derfra, og følgende lille beretning har jeg ikke selv oplevet, men fået fortalt, om det så er sandt eller ikke, det er der andre, der ved bedre end jeg.

Skipperen kendte alle øboerne, så derfor var han mere interesseret i "fremmede", som tog med "Runden" til Sejerø, og han havde "næse" for, om det var turister eller øvrighedspersoner, såsom fiskerikontrollen eller politiet, så derfor tog han ingen chancer på de erhvervsdrivendes og især fiskernes vegne.

Der var det med fiskerne. Flere af dem havde minkfarme som supplement til fiskeriet, og alt hvad der ikke kunne sendes til fiskeriauktionen i Havnsø, endte i minkenes maver, og derfor så man stort på evt. bifangster, undermålere m.m., og skulle det så ske, at fiskerikontrollen var med "Runden", så var det at skipperen som tidligere skrevet, ikke tog nogen chancer, hvorfor han tudede tre gange inden "Runden" nåede havn. Så kunne eventuelle belastende beviser skaffes af vejen.

Under normale omstændigheder tudede "Runden" kun een gang, alle vidste derfor, at når den tudede 3 gange, så var der fare på færde, og alle med mere eller mindre "dårlig" samvittighed, havde så ca. 15 minutter til at ransage sin samvittighed, eller skynde sig at putte tingene væk. Hvad det så end måtte være.

Som sagt ved jeg ikke om det passer, man hører jo så meget, men det ville ligne samfundet der meget godt. Man måtte så håbe, at fiskerikontrolløren ikke fandt på at tage på sommerferie inkognito og så undrede sig over, hvorfor "Runden" kun tudede een gang. Det kunne jo være, at han så opdagede fidusen.

Nå, men man klarer sig i Danmark enten på den ene eller anden måde og det har Sejerøboerne sikkert også været gode til.

Man kan ikke påstå, at livet på en ø er uden oplevelser. Findes de ikke, så opfinder man dem selv. Nu for eksempel når Runden anløb havnen, så var det en oplevelse for en del af beboerne, at se hvem der kom med færgen. Man skulle måske hente et familiemedlem eller en feriegæst, eller også var man bare nysgerrig. Det sidste er ikke en uvæsentlig ting, ellers vidste man jo ikke ret meget. Så når Runden anløb var der altid en større forsamling til at tage i mod, og jeg har selv mange gange stået der og set passagerer komme i land. Bedst efter en storm, for så lignede de ofte noget katten havde slæbt ind.

Runden var en væsentlig del af dagliglivet på Sejerø.

MOSTERS 50 ÅRS FØDSELSDAG.

En af de mere bizare oplevelser jeg havde en sommer var, da Moster fyldte 50 år.

Moster havde 12 søskende, og da hun en sommer fyldte 50, havde hun inviteret sine søskende med ægtefæller til øen for at fejre dagen. De skulle selvfølgelig blive der i flere dage, og mange forberedelser var gået forud. Hun syntes, at det ville være en god ide, at jeg, der kendte flere af dem i forvejen, skulle tage med Runden over og hente dem i Havnsø. Jeg var jo en slags "skibsdreng" ombord.

Som sagt så gjort.

Nu var vejret, mildt sagt, ikke det allerbedste. Det var ganske vist solskin, men det blæste ret voldsomt fra sydvest, og det er et ret lumskt hjørne i dette farvand, idet der fra sydvest ikke er land til at læ og tage op for de værste bølger. Sådan en dag stod det med skum ind over den store mole på Sejerø, så der var gang i musikken.

Nu var mosters søskende – i hvert fald de fleste af dem – langt fra vant til søen, og flere af dem kunne blive søsyge, bare de gik ud på en badebro, så det var noget af en oplevelse, der ventede dem, da de friske og frejdige gik ombord i Havnsø. De var glade for at se mig, som om det borgede for en behagelig overfart. Skulle nogen af dem have haft en sådan formodning, fik de relativt hurtigt revideret deres opfattelse. De kunne sådan set allerede på forhånd have haft en lumsk anelse om en ikke alt for blid overfart. Det blæste altså også i Havnsø.

Så sejlede vi

Der skulle ikke gå lang tid, før de første symptomer meldte sig. Bleghed, utilpashed og kvalme. Man siger at folk bliver grønne i hovederne, og der er nok noget om det.

Da det var ordentlige og pæne mennesker, kunne de ikke finde på at ofre sig indenbords, hvorfor de vaklede ud til rælingen - heldigvis i læsiden.

Hvis nogen har prøvet at være søsyg - jeg har aldrig selv prøvet det, men har set mange eksempler herpå - så vil man vide, at man er så syg, at man kun ønsker at dø for at blive udfriet for sine trængsler, og ligeså var det med flere af mosters stakkels gæster.

Flere af dem havde nok fået deres første forlorne gebis i konfirmationsgave, men så værdifulde stykker værktøj skulle jo nødigt ende i havet, hvorfor de så mig som en frelsende engel, da jeg tilfældigvis kom forbi med en spand.

"Hold mine tænder - hold mine tænder" gispede de til mig, men da jeg ikke kunne holde alle de sæt forlorne tænder i mine hænder, skibet rullede og huggede så voldsomt, at jeg skulle bruge den ene hånd til at holde fast på hvad der var i nærheden, så smed jeg alle tænderne ned i spanden. Hvad skulle jeg ellers gøre.

Endelig var deres umiddelbare trængsler forbi, da vi lagde til i havnen på Sejerø.

Jeg må nok sige, at de var syge. Askegrå i ansigterne og vaklende kom de i land, og moster havde sørget for behørig transport til sit hus, men jeg husker ikke, hvordan de kom af sted.

Tænderne havde de fuldstændig glemt.

Efter at jeg havde gjort mit arbejde ombord - lidt skulle jeg jo lave for at være med - spulede jeg tænderne med spuleslangen, og svingede spanden over styret på min cykle og begav mig hjem til moster.

Selv om hun måtte vide, at hendes søskende kunne blive søsyge, bare de så på et sofastykke med "Redningsbåden går ud", så havde hun lavet chokolade, bagt kringle og lavet flødeskumslagkage. Var de stakkels mennesker ikke syge i forvejen, så blev de det i rigeligt mål ved synet af hendes overdådige kaffebord.

Det eneste de ønskede var et tæppe, og det fik de, og lagde sig ude på græsplænen og lagde sig til at ”dø”. Det må være forfærdeligt at blive så syg af at sejle, selv om jeg ikke fattede det. Jeg bliver nærmest høj af det.

Alt det så jeg i det øjeblik, hvor jeg kom hjem, og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre ved alle de tænder, som jeg havde i spanden.

Nu er jeg aldrig blevet beskyldt for at være særlig diplomatisk,  men det må falde tilbage på mine forældres manglende opdragelse af knægten, men jeg så ingen anden udvej end at hælde tænderne ud foran dem på græsplænen og sagde vist noget i den retning: "Nu kan I selv finde ud af, hvis der er hvis".

Synet af de mange gebisser, der lå der og grinede til dem, fik ikke ligefrem søsygen til at fortage sig, og senere var der flere, der mente, at jeg nok skulle have anvendt en anden fremgangsmåde, selv om de, da alle nu var raske, ikke kunne anvise mig, hvad jeg ellers skulle have gjort. Skulle jeg have lagt tænderne parvis til parade ved kaffebordet, nej vel !

Hvordan de fandt ud af, hvis tænder der var deres egne, ved jeg ikke. Jeg fandt ved afslutningen af min handling ingen grund til at opholde mig mere ved det, især fordi de tilsyneladende var urimeligt utaknemlige.

Det var en fødselsdag, som jeg i hvert fald aldrig kunne glemme. Sikkert er der andre, der meget hurtigt ville glemme den.

CHARLES OG EILER.

I livet møder man mange spøjse mennesker, også på Sejerø. Nu for eksempel Charles og Eiler.

Charles og Eiler var brødre. Det kunne man ikke umiddelbart se. Charles var høj og slank, Ejler noget mindre og lidt kraftig. Men brødre var de, på godt og ondt og bestemt ikke enige i ret meget.

Jeg tror de var i fyrreårs alderen, men jeg ved ikke, om de var gift.

De holdt altid til på havnen.

Charles som faktisk hed Kaj, havde et hidsigt gemyt og kunne nemt sættes op, medens Eiler var rolig og fattet. Måske derfor gik det aldrig helt agurk mellem de to.

De skulle gå for at være fiskere, og de havde vist nok sammen en bundgarnsrolle.  Charles havde en fiskekutter, men den havde ingen motor, og var faktisk helt ude af drift og delvis adskilt.

I en almindelig fiskekutter fra dengang, fyldte motoren hele rummet under styrehuset og ruffet foran, og da Charles' motor i sin tid skulle tages ud, måtte han også fjerne hele overdelen. Styrehuset stod nu uden aptering ude på nogle sten et stykke fra havnen og ventede på, at Charles skulle få købt en ny motor.

Der havde det faktisk stået en del år, for Charles fik ikke købt nogen ny motor, eller repareret den gamle, hvis han da havde en gammel motor. Det ved jeg faktisk ikke. De andre fiskere drillede af og til Charles ved at spørge om, hvornår den nye motor kom, selv om de godt vidste, at Charles formentlig ikke havde de fornødne midler til at investere i en ny motor.

Der havde det faktisk stået en del år, for Charles fik ikke købt nogen ny motor, eller repareret den gamle, hvis han da havde en gammel motor. Det ved jeg faktisk ikke. De andre fiskere drillede af og til Charles ved at spørge om, hvornår den nye motor kom, selv om de godt vidste, at Charles formentlig ikke havde de fornødne midler til at investere i en ny motor.

De havde i fællesskab et skur på havnen, hvor der var redskaber og meget andet skrammel, og Charles reparerede vist nok andre fiskeres garn og ruser, og jeg har da set, at Charles fabrikerede nye ruser og det var han faktisk ret god til, i hvert fald set med mine drengeøjne.

Om han kunne leve af det, eller måske fik pension eller andet underhold er mig aldeles uvist, og det kan for så vidt også være lige meget. Fiske gjorde de nok sammen med deres bundgarn. De havde en såkaldt stejleplads ved havnen, hvor de kogte tjære til præparering af garn og ruser. Om det kun var til sig selv, eller de også gjorde det for andre er jeg ikke klar over.

Disse to var evig og altid oppe at skændes. Så om det ene og så om det andet, og hvis de ikke selv kunne finde en anledning til at være uenige, så var de andre fiskere altid rede til at puste til ilden, så der kunne blive lidt skæg ud af den daglige tilværelse.

I deres havneskur var der et loft eller hvad man nu skal kalde det. Der var i hvert fald en stige op til en overdækning med brædder, og det valgte materiale lader meget tilbage at ønske, hvad bæredygtighed angår, og det knagede i brædder og tømmerværk, når Eiler gik sig en tur på "loftet", og det fik ofte Charles til at udbryde: "Pas nu på, du in't ry’er nør gennem lov’ded, dit sture kalleho'ed". Det grinene vi knægte meget af, også fordi vi gerne ville stå os godt med Charles, og det har en ganske anden forklaring.

I dag har en havn med bare et minimum af selvrespekt en marina med tilhørende diverse faciliteter for sejlende turister.

Noget sådant var helt ukendt dengang, i hvert fald på Sejerø. Der kom nu heller ikke så mange sejlende turister til øen dengang, da lystsejlads var et temmelig ukendt begreb efter krigen, men der kom da nogle få svenskere og enkelte rige københavnere.

De kunne kun lægge til i fiskerihavnen, der i forvejen ikke var ret stor, da der kun var plads til ca. 5 fiskekuttere og nogle joller.

Disse sejlende turister beklagede sig ofte over, at de skulle gå helt ud til "Rundens" anløbsplads - det er for meget at kalde det færgehavn - for at komme på toilettet, for slet ikke at tale om vaskemuligheder, da der kun var en vandhane ved et af skurene i fiskerihavnen, og kun med koldt vand. Ville man have et bad, så var det en tur i bølgerne. Andre muligheder var der ikke.

Nu skal man ikke forledes til at tro, at drenge som os kun var ude på ballade, det da så langt fra, men vi fik det. Det med de manglende toiletter fik os knægte til at fostre en ide.

Charles hvidmalede styrehus stod jo der ude på stenene i ensom majestæt ikke langt fra det sted, hvor lystsejlerne lagde til.

Fra ide til handling var der ikke langt. Vi fik fat i, hvad der var nærmest, nemlig en blækstift. På Charles' hvide styrehus malede vi med store bogstaver "WC". Så fandt vi det øverste af en gammel petroleumsdunk, som vi anbragte omvendt inde i et hjørne af styrehuset, så det grangiveligt lignede en urinal. Vi tegnede så nogle henvisningsskilte, som vi anbragte således, at de sejlende turister, når de vågnede næste morgen, kunne finde vej til "toilettet".

Vi var godt klar over, at vores handlemåde ikke ville falde i god jord hos Charles, men på den anden side vidste vi, at han ville være den eneste, der ville blive gal. Alle de andre på havnen, kunne vi delvis regne med som forbundsfæller.

Nu havde det heller ikke været så slemt, hvis det ikke havde regnet om natten. Blækstifte er jo ikke vandfast, som man ved, og det "fine" WC-skilt var løbet ned over hele styrehusets facade, og havde farvet styrehuset hvide sider blåstribet. Turisterne fik sig et billigt grin.

Det gjorde Charles til gengæld ikke. Han var mildt sagt ikke begejstret og vi knægte måtte stå skoleret og dengang var det ikke strafbart at revse andres unger, så et par røde øre fik vi, selv om vi lovede at vaske styrehuset rent igen.

Nogle syntes måske at det var synd for Charles, der måske ikke havde en alt for let hverdag, men vi havde ikke den samme følelse. Det skulle vi måske have haft, men morskaben holder aldrig ferie, og godt det samme.

CARL.

  Carl hed egentlig Dinesen Sørensen, men på den lokale dialekt snuppede man formodentlig endelsen af, for jeg hørte kun, at han blev kaldt Carl Dines, og det hedder han i denne beretning.

Carl var fisker, men mere speciel end de andre fiskere på øen. Netop fordi han var anderledes end de andre, var det ligesom om, at der var lidt afstand mellem ham og hans familie og de andre fiskere, men det kun min fornemmelse. Det er ikke sikkert at det passer, men jeg synes at han var anderledes.

Carl havde vist tjent store penge under krigen ved at fiske tang, som dengang blev anvendt i levnedsmiddelindustrien, men nu ernærede han sig ved fiskeri. Det er muligt, uden at jeg ved det, at de andre fiskere så lidt skævt til ham på grund af det tangfiskeri.

Når man er fisker, fisker man fisk og ikke tang. Jeg tror nok, at Carl var ligeglad.

Carl var en stovt person og han var glad for børn og det nød jeg rigtig godt af. Jeg blev rigtig gode venner med hans søn Niels Christian – nogle har senere påstået at han hed Hans Christian, men jeg husker kun, at han hed Niels Christian, men det kan også være lige meget. Den eneste jeg kender der hedder Hans Christian er vores egen søn, og så lige ham digteren.

Mange er de margarinemadder med puddersukker, som jeg nød i Carl’s hus, hvis kone, som jeg kaldte fru Dines og jeg kan ikke huske hendes fornavn, var særdeles gæstfri overfor mig, og tog sig af mig, hvis der var noget galt. Man kunne jo slå sig og andet, der behøvede en voksen til hjælp.

Fru Dines var, som koner ofte var dengang, stor og frodig og havde født Carl en del børn. Hvor mange kan jeg ikke huske, men han havde i hvert fald 2 børn. Tidligere nævnte Niels Christian og en datter ved navn Anne Marie. Jeg tror, der var en søster der var ældre end Niels Christian, men der var vist nok også yngre søskende, men dem bekymrede jeg mig ikke så meget om.

Carl og hans familie boede i et stort hus ved havnen. På førstesalen var der en altan, formodentlig over en karnap, og der sad vi ofte og nød udsigten over havnen og havet.

Som sagt var Carl fisker og han havde en kutter ligesom de andre fiskere, men Carls var den eneste med en rigtig dieselmotor. De andre kuttere havde en encylindret glødehoved motor – Hundested eller Tuksham og netop det med dieselmotoren var bekvemt hvilket en senere beretning om fisketure skal bevise.

Jeg tog ofte ud sammen med Carl og Niels Christian for at fiske og mange gange var Carls kone og en datter med. De havde jo sommerferie noget af tiden. Min sommerferie begyndte en uge før juli, mens ferien på Sejerø først startede midt i juli. Der skulle jo være folk til høsten først i august. Så kunne det jo ikke gå an, at ungerne skulle i skole, men de gik kun i skole hver anden dag dengang, så Niels Christian var da til at lege med de dage, hvor han ikke skulle i skole.

Carl var en snu rad, som man skulle passe på ikke at blive taget ved næsen, hvilket jo nemt kunne ske for en ubefæstet jydedreng på ferie. Jeg husker en episode hvor Carl gerne ville smage min pibetobak, og jeg rakte ham tobakspungen, og han tog sin pibe i hånden mellem tommelfingeren og pegefingeren og begyndte at stoppe sin pibe. Jeg synes det tog lang tid, men så opdagede jeg, at piben gled længere og længere med i hånden. Han stoppe faktisk tobak i hånden og lod sin hånd glide ned i lommen efter tændstikker, hvorefter tobakken blev i lommen. Jeg må sige at jeg var forbavset over at der kunne være næsten ½ pakke tobak i hans hule hånd. Det gjorde han kun den ene gang. I den resterende tid hvor jeg kendte Carl blev han pure nægtet enhver form for tobaksgave. Tænk sig at stjæle fra en sølle fattig feriedreng med knapt tilmålte lommepenge. Hvordan tobakken må have smagt efter at være blandet med lommeuld er en anden historie.

Der var mange gode oplevelser for en feriedreng i selskab med Carl. En søndag var jeg inviteret med på en tur til Revet i kutteren. Vi skulle besøge noget familie, der angiveligt boede på Revet. Vi tog rollen på slæb. Den skulle bruges til landgang.

Så sejlede vi en rum tid til vi endelig kom til vort bestemmelsessted. Inde på stranden stod en mand ved en røgeovn og han vinkede ud til os. Det var vist nok Carls bror. Vi fik entret jollen og kom i land.

Lidt længere oppe på stranden lå et hus, hvor der blev disket op med røgede makreller, margarine og rugbrød. Vi unger fik vist noget saftevand, men de voksne har nok drukket noget andet.

Festen fortsatte til langt ud på dagen og hen mod aften, medens vi unger legede udenfor, men så var det tid til at komme hjem igen.

Selv om det var højsommer var det næsten mørkt inden vi kom ombord i kutteren. Efter Mastrup overtog Niels Christian og jeg rattet, hvorefter Carl lagde sig til at sove på ruffet. Han var blevet træt af den megen ”søluft” og makreller. Jeg tror Fru Dines og de mindste var i lukaf’et foran.

Det var havblik og stjerneklart og turen tilbage til byen var en stor oplevelse, at sejle i mørke og med de mange stjerner og være ”herre” over et så stolt skib, som jeg dengang syntes at Carls kutter var.

Så havde Carl vist nok udført noget af en heltegerning engang – sådan forlød historien i hvert fald. Carl havde i en storm reddet en lystjagt fra at blive slået til vrag mod stenene ud for havnen. Carl havde trukket lystjagten ind i havnen med sin robåd, så åretollene (åregafler bestående af 2 træstykker) var brændt sorte efter den rotur. Om det passer eller det bare er en skrøne, der er pyntet på gennem årene, skal jeg ikke kunne sige, men der skal jo være en historie i alting.

Lystjagten var ejet af en københavnsk fabrikant ved navn Hjort, og et par gange i min ferie kom Hjort sejlende til øen for at besøge Carl og hans familie.

Det var en flot båd, ikke en sejlbåd, men en motorbåd med mahogni overdel og blankpoleret messing. Et flag forkyndte at Hjort var medlem af Kongelig Yagt Club og der var en stander med et flag med en hjort på. Så havde Hjort en kammertjener - eller hvad han nu var - med på turene. Ellers ved jeg ikke så meget om Hjort, kun at han havde gaver med til familien og vist nok også nogle flasker, for der blev festet i det lille hjem, når Hjort kom på besøg og sprut havde Carl ikke sådan til hverdagsbrug. Måske var det mens der endnu var spiritusforbud på øen, noget som jeg vender tilbage til.

Bortset fra det med tobakken – som man i dag kun kan more sig over - har jeg kun lyse minder om Carl.

DAGLIGDAGEN

Udover de mange oplevelser, som jeg havde i mine sommerferier, hvordan gik så dagligdagen for sådan en feriedreng.

Moster havde jo ikke ferie om sommeren. Det havde hun gerne ved juletid, hvor hun besøgte os i vores hjem i Højbjerg.

Hun havde således sit arbejde at passe, og kunne ikke "tørre næsen" på sit feriebarn. Det kunne hun også bare lige prøve på. Jeg kunne godt tage vare på mig selv.

Når jeg stod op om morgenen, var hun som regel allerede taget ud på sygebesøg, men hun havde nået at smøre madpakken og jeg kunne selv finde havregryn og mælk.

Sommetider lå der besked om, hvad jeg skulle lave for hende den dag. Det kunne være at købe ind i Brugsen eller bageren, men som regel kunne jeg passe mig selv.

 I de første sommerferier var jeg på gåben, og der skulle tages beslutning hver dag, om jeg ville til havnen, eller blive i Mosters hus og have. Senere havde jeg min cykle med og i de seneste år en knallert og en scooter.

Turen ned ad Kirkebakken til gadekæret og til venstre ad vejen til havnen forbi missionshuset og kroen, var vel en tur på ca. 1,5 kilometer. Det var relativt langt, og det fordrede i hvert fald, at jeg skulle blive ved havnen hele dagen, og så håbe på et lift med en traktor eller lign. når jeg skulle hjem. Jeg har nemlig haft et handicap siden min fødsel, nemlig at jeg som 1 årig fik begge ben amputeret under knæene, så jeg har altid gået på proteser, så jeg skulle hele tiden fokusere på afstande.

Der måtte derfor findes en mere smart måde at komme derned på, og det lykkedes mig faktisk at finde en genvej.

Mosters hus var et af de sidste på vej ud af byen mod Mastrup, og jeg fandt ud af, at for enden af det sidste hus på vejen, var der en sti, der førte ned over nogle marker med retning mod havnen.

Når jeg de tidligere morgener skulle den vej nedover, kunne jeg være sikker på, at mine bukser var våde til langt op over knæene, fordi græsset slog op omkring mig, men det brød jeg mig ikke en døjt om, for havnen trak sådan i mig, at det bare var med at komme frem. På disse ture ned til havnen fik jeg som delvis bysbarn mange sanselige oplevelser af lugte og synsindtryk som jeg ikke fik meget af i en forstad til Århus. Jeg kom til at sætte pris på dufte fra landejendomme – noget som i dag er lugte, men som dengang ikke var andet end møddingen der duftede. Gylle var dengang et ukendt problem. Også alle blomsterne syntes jeg duftede meget mere dengang, men det er måske min lugtesans, som efter mange års massiv piberygning har taget skade.

På en af markerne var der 2 ikke ret gamle føl, som kom hen til hegnet og skulle kløes på mulen, når jeg kom forbi. Alt sammen en erindring om en lykkelig og ubekymret barndom. Det skader jo ikke at mindes det i dag.

Stien førte som sagt nedover markerne langs markskellene og ned til vandet. Der var nogle høje skrænter ned mod stranden, og jeg skulle balancere på toppen af skrænterne, hvorfra der var en pragtfuld udsigt til det forjættede land - havnen. Disse dugvåde morgener husker jeg særlig tydeligt, for der var så stille, at man på lang afstand kunne høre, om fiskerne havde startet deres blæselamper til opvarmning af glødehovederne i kutternes motorer.

Så var det med at få lidt mere fart på, hvis jeg skulle nå at komme med ud på fisketur.

Det var ikke altid aftalt i forvejen, og da ikke var nogen der ventede på mig, så var det med at få lidt fart på, hvis jeg ville med ud.

Hvis jeg ikke skulle på fisketur, skulle jeg have tiden til at gå med noget andet, og det var langtfra noget problem. Moster kendte en dame, der hed Sofie, som boede i et lille hus ved havnen, og hun havde en såkaldt skydepram, som jeg måtte bruge alt det jeg ville, og den blev bl.a. brugt til mit fiskeeventyr, som omtales i en anden artikel.

Der var det mærkelige ved den eller de første dage i min ferie derovre, at jeg selvfølgelig skulle ud at ro i Sofies skydepram, som hun i god tid havde fået tjæret i bunden, fået malet og lagt i havnen. Når jeg så – der elskede vandet – havde roet en hel dag i hendes båd og havde vabler på hænderne, så fik jeg næseblod om aftenen. Det var kun de første dage, men man må betale prisen for sine fornøjelser.

Sofie havde en nevø, tror jeg nok, som hed Preben. Han boede faktisk i Viby ikke langt fra Højbjerg, hvor jeg boede (ved Århus forstås). Ham legede jeg med af og til på Sejerø, og han var ikke altid lige tilfreds med, at jeg bare sådan troede, at jeg kunne tage Sofies båd, når det passede mig, men som regel gik det godt. Vi har da sejlet sammen i båden en gang i mellem.

Moster var en meget gæstfri dame, og på den tid var begreber som Rhodos, Mallorca, Solkysten og hvad ved jeg, fuldstændig ukendte, hvorfor familie og andre bekendtskaber, gerne holdt nogle ugers ferie hos Moster. Der kunne sommetider være mange sommer liggere, og så blev jeg flyttet op på loftet, så det "fine" værelse kunne være for de lidt ældre besøgende.

Loftet var stort og med et vindue i hver gavl. Der var kun hanebånd, spær og tagstenene at se på, når jeg lå der på en gæsteseng, men der var også noget andet. Store fede edderkopper og masser af spindelvæv mellem spærene.

Jeg gyste ofte ved tanken om, at sådan en fed krabat skulle finde på at fire sig ned af sin selvfabrikerede liane, lige ned i sengen til mig. Det skete nu aldrig, hvad skulle de egentlig også der, men tanken var ikke rar. Et er helt sikkert, at hvis man havde tendens til arachnofobi (angst for edderkopper), skulle man nok blive kureret.

Jeg lå ikke altid alene deroppe, for det var gæsteværelse fortrinsvis for mænd. Moster skilte således ægtepar fra hinanden. Kvinderne, og heldigvis også deres unger, blev installeret i stueetagen i diverse stuer og værelse, medens mændene måtte nøjes med loftet. Det kærede ingen sig om. Det var vilkårene, og da det var sommer, så skulle man jo bare være ude og hygge sig. Det med at sove var en biting, som nok var nødvendig, men ikke absolut det man tænkte mest på.

For ikke at lave det hele om til een stor sovesal, som en anden militærforlægning, så havde hun inddelt loftet i nogle "værelser" ved at hænge sækkelærred op over hanebåndene. En fælles potte udgjorde det forhåndenværende wc, for de der ikke kunne holde på vandet en hel nat igennem.

Al anden aktivitet på det hygiejniske område, foregik efter køprincippet. Damerne først, men de skulle jo også forberede morgenmaden, så det stod parat, når vi "mænd" havde fået vand i hovedet. Meget mere blev det jo ikke til.

Den bedste tid var, når Moster og jeg var alene. Så kunne vi hygge os om aftenen, og slutte dagen af med en lille aftenbøn og en sang. Vi må hele tiden huske på, at Moster var meget religiøs, og det prægede selvfølgelig hendes hjem og hverdag, og det skader ikke nogen.

Et helt kapitel for sig var, når det var ”store badedag”. Der hørte ganske vist et badeværelse til huset, men der var ikke varmt vand om sommeren. Nymodens centralfyr med varmtvandsbeholder fandtes overhovedet ikke i hendes hus. Hvordan hun fik varmt vand om vinteren, står stadig hen i det uvisse, da der kun var et komfur i køkkenet, men der har måske været en varmtvandsbeholder knyttet hertil, hvem ved.

Nej badning foregik i vaskehuset i gruekedlen. Hun fandt papir og brænde frem og tændte ganske enkelt op under kedlen, og når vandet havde en tilpas temperatur, så slukkede hun for fyret under kedlen, og så var det bare med at hoppe op i kedlen.

Jeg var ikke så tit i bad disse somre. Ikke fordi jeg ikke gerne ville være ren, men jeg synes det var en besværlig procedure, så man måtte nøjes med etagevask. Som bybarn var jeg vant til mere komfortable forhold, så det med at gå i bad i mine sommerferier, betragtede jeg som særdeles unødvendigt.

Jeg tror at den store vasketur var indledningen til, at Moster og jeg skulle på en lille tur til Sønderjylland, men derom en artikel senere.

Som jeg har omtalt i afsnittet om Mosters hus, så var dagligdagen skøn med alt for få pligter, og mange gode oplevelser.

Jeg tænker så tit på børn og unge i dag, som ikke får lov til bare at ”være”, men skal en hel masse aktiviteter, som ikke er opfundet af dem selv, men af de voksne pædagoger. Ingen børn i dag får lov til bare at sidde for sig selv og fundere, eller finde på egne lege i deres fantasiverdner. De skal hele tiden beskæftiges, og det er skadeligt for barnet, som derved ikke får udviklet færdigheder ved egne erfaringer.

Vi børn, der var født dengang, hvor der ikke var børnehaver og fritidshjem, skulle selv finde på at lege, og det udvikler barnet i en hel anden retning, som efter min overbevisning giver et helstøbt voksent menneske.

Der er dog håb. Vore børnebørn – 2 drenge på hhv. 4 og 6 år – har en masse legetøj og får stadig en masse af slagsen, men giv dem en pind og en papkasse, så er disse ting både rumskib eller bil eller noget andet, og pinden enten en antenne på rumskibet eller et lyssværd i en stjernekrig.

Moster kom jo alle steder på øen, ikke alene fordi hun var sygeplejerske, men også fordi hun jo var venner med en hel del mennesker på øen, enten igennem menighedsarbejdet eller på anden vis. Bland andet tog hun mig med på Tinggaarden til Johannes Pedersen, hvis søn Niels Jørgen jeg legede en del med, så vidt jeg husker måske kun én sommer, men måske flere. Jeg kan huske at første gang jeg var med Moster på Tinggaarden viste Niels Jørgen mig et par små sorte kattekillinger. Moster havde ingen dyr og brød sig vist heller ikke om hverken katte eller hunde. Hun ville i hvert fald ikke være afhængig af sådanne kræ. Som barn havde vi ingen kæledyr derhjemme, for hverken min far eller mor ville have hund og kat. Det eneste kæledyr jeg havde en overgang var en hamster.

Det mest interessante på Tinggaarden var, at Johannes Pedersen havde en Ferguson Traktor, og den kørte jeg nogle gange, bare sådan lidt for sjov om bag gården og ud på marken Jeg husker tydeligt den særlige indretning sådan en Ferguson havde. Man kunne kun aktivere selvstarteren med gearstangen for så var man jo sikker på, at den ikke stod i gear, og evt. fløj frem og kørte folk og fæ ned. Jeg tror at disse Ferguson traktorer var en del af et amerikansk hjælpeprogram til det krigshærgede Europa, Danmark inkluderet. Ellers er det ikke de store mindelser jeg har om Tinggaarden. Om Niels Jørgen havde fået lov til at vi drenge legede med landbrugsredskaberne, ved jeg ikke, men det var jo til syvende og sidst ikke mit ansvar. Det var Niels Jørgens og det så ikke ud til pine ham.

En af de sjove oplevelser var, at Moster havde snakket med bageren om jeg måtte komme med på en brødtur på øen. Hun havde selvfølgelig en opfattelse af, at drengen måtte underholdes, og det gjorde heller ikke noget, bare det ikke drev for vidt, som det gør i dag med styret underholdning til børn. Men som sagt så kom jeg med bageren rundt i hans lille Ford varevogn. Han skulle faktisk holde mange gange og springe ud af bilen for at betjene kunderne, så han spurgte mig om jeg kunne køre bil. Selvfølgelig kunne jeg det, jeg var omkring 15 år. Så jeg kørte bilen stille og roligt fra hus til hus, mens han gik bag ved og kunne åbne bagdøren ved næste kunde. Jeg stak jo ikke af med bilen. Hvad skulle jeg med en brødbil på Sejerø, vel ! Hvem snakker om politi. Så vidt jeg ved, så var den eneste politimyndighed på øen sognefogeden, og han rendte jo ikke rundt for at opspore ulovligheder. Så kunne han sandelig få nok at gøre.

FISKETURE

En sommermorgen ved firetiden er det bedste tidspunkt på dagen. Solen er stået op og endnu hænger duggen på master og rær. Gunnar rumsterer i maskinrummet. Han har startet blæselampen, der skal varme glødehovedet op, inden han kan trække den eencylindrede motor i gang. Der skal mange kræfter til. Han lægger et tov omkring det store svinghjul efter samme princip, som vi i dag bruger til at starte plæneklipperen, skal det store svinghjul sætte gang i motoren. Jeg tror nok at de var 2 om det.

Der er også noget med, at den kan starte ved trykluft, men om Gunnars system ikke virkede eller hvad, så skete det tit at svinghjulet måtte i gang.

Gunnar havde købt sin egen kutter, som kom til at hedde Venus, og tidligere var Gunnar forhyret hos Jens Pedersen.

Jeg har sovet ombord.

Moster skal ikke forstyrres af, at jeg skal op før en vis mand får sko på, så jeg har aftalt med Gunnar, at jeg sover ombord. Senge er der ikke, men et par køjer, nærmest som alkover i begge sider af lukafet, som opholdsrummet på en fiskekutter dengang blev kaldt. Man møver sig ind gennem et ikke alt for stort hul i alkoven, men så er der plads til at ligge ganske behageligt. Der var endda skydelåger i ”mandehullet”, men det brugte jeg aldrig, for så blev det for indelukket.

Luften er frisk, og blandes med den specielle duft af petroleum fra blæselampen og duften af frisklavet kaffe.

Gunnar har listet sig ned og sat kaffe over uden at jeg har hørt det, og nu står madam blå på gasbrænderen klar til at blive skænket op.

Så er det med at få tøjet på i en fart, for jeg skal sørge for brød, smør, pålæg til morgenkaffen.

Aftenen før er der sørget for at få alt om bord, og også husket tobak. Det er vigtigt.

Jernpocelainskopperne er rene, og Svend og Gunnar indfinder sig til morgenmad lige som jeg er færdig.

Vejret er fint og snart efter tøffer vi ud af havnen, klar til dagens fiskeri. Der skal trawles og det er altid spændende at se, hvad der er i trawlets store pose, når den kommer op.

Alt væltes ud mellem hinanden på dækket. Her er alt hvad vort moderlige hav kan præstere. Rødspætter, skrubber, isinger, torsk og krabber samt en hummer.

Rødspætter og skrubber sendes, hvis størrelsen passer lige ned i dammen. For ukyndige ud i erhvervsfiskeri skal oplyses, at dammen er et indvendigt bassin i kutteren, hvor vandet altid er friskt, da der er forbindelse direkte ud til havvandet omkring kutteren.

Hummeren skal bindes med garn omkring kloen, da disse stykker værktøjer sagtens kan bide en finger over. Gunnar demonstrerer det ved at lægge en blyant ind mellem kæberne på den ene klo, og haps er den mast til tændstikker.

Trawlet sættes igen, og medens der trækkes skal torskene sprættes op og fyldes i kasser. Dækket spules, og vi er klar til næste træk.

Nu vil Gunnar have kaffe og klokken er også over syv. Vi skal nå flere træk inden hjemturen, da de indfangede fisk skal sendes med Runden til fiskeriauktionen i Havnsø.

Det at være ombord på en fiskekutter var ikke ufarligt. Der sker en masse ting når et trawl skal sættes og hales op. Når trawlet skulle sættes, så fik jeg ordre til at gå ned på trappen til lukafet, for de mange ruller tovværk, der lå oprullet på dækket røg med trawlet ud, og et sådant reb kunne sagtens vikle sig om et ben eller en arm, og så var man vis på druknedøden. Ligeledes når trawlet skulle hales ind igen, så startede man et ophalespil, som trak trawlet op til kutteren. Først kom de store skovle ind, som holder trawlets net udspændt, så fiskene kan komme ind i posen. Dernæst kom de mange meter tovværk op, og det blev hurtigt og rutineret lagt i cirkler oven på hinanden på dækket. Til sidst kom selve posen op, og den kunne være tung at få halet ombord.

Hele molevitten blev hældt ud på dækket, og trawlet sat igen inden sortering og rensning begyndte.

Jeg måtte meget gerne være med til at sprætte torsk op, og det gav en vis rutine efterhånden.

Engang slog jeg mig faktisk. Der er glat på sådan et dæk, og jeg gled i en rødspætte og hamrede hånden ned i ruffet foran styrehuset. Det gjorde forbandet ondt, men det skulle man ikke tage sig af. Der skete jo ikke noget, vel !

Frokosten ombord var et kapitel for sig. Bordet nede i lukafet var jo ikke altid lige sobert, men rugbrødet blev heller ikke lagt på bordet. Man holdt rugbrødet og smurte sig en leverpostejmad, hvorefter man vandret skar en skive af brødet. En metode jeg aldrig havde set før. Om det var mere hygiejnisk at have brødet op mod brystet end liggende på bordet er et spørgsmål. Men lidt fiskeskæl på brødet skader vel ingen.

På én af de mange fisketure sammen med Jens Petersen og Gunnar fik vi engang en stor bøje i trawlet, og for mig lignede det en mine. Man havde jo der under og lige efter krigen hørt så meget om miner, og der var vist en færge fra København til Ålborg, der blev minesprængt i Kattegat.

Jeg var faktisk stiv af skræk. Tænk hvis den eksploderede lige her ved rælingen. Jeg gav da også udtryk for min skræk, men resignerede alligevel og måtte konstatere, at røg jeg i luften så røg de andre med. Det grinede de meget af den dag og jeg tror nok at beretningen blev luftet på sladrebænken i havnen. Hvad ham Jydetampen dog kunne finde på. Jydetampen kaldte de mig. Bevares jeg var fra Jylland, men en tamp, det var nok lige vel meget.

Jeg var også rigtig mange gange med Carl Dines men der er specielt én gang, som jeg husker rigtig tydeligt.

Det var en varm sommersøndag hvor vi sad på Carls altan og så ud over vandet, der var blankt uden én eneste krusning. Pludselig siger Carl: ”Makreller”, og ude på vandet så vi nogle urolige pletter.

Alle mand af hus – ned til kutteren, der i modsætning til de andre kuttere i havnen, var udstyret med en almindelig dieselmotor og derfor ikke skulle forvarmes med blæselampe og hvad ved jeg.

På vej ud til pletterne lavede vi dørgegrejet klar. 3 kroge på hver forsynet med sølvpapir som madding, og så hen agter og ud med klodserne, som blev trukket gennem vandet efter kutteren.

Det var rent eventyr, 3 makreller på hver dørge hele tiden, så der blev fisket indtil der ikke var flere makreller i den stime. At makrellerne lå så højt i vandet kan måske skyldes at de blev jagtet af marsvin, men jeg så nu ingen.

Så blev makrellerne vejet i en zinkbalje med huller, da der skulle være en bestemt vægt i hver fiskekasse. Da vi nåede havnen blev makrellerne iset, så de næste dag kunne sendes til Havnsø.

For vi børns anstrengelser fik vi sodavand som belønning. Vi havde valne hænder og var meget trætte, men en stor dag.

En eftermiddag meddelte Carl, at der skulle drives sild i nat. Jeg ville jo gerne med, men jeg skulle lige hjem og snakke med Moster først og høre hvad hun syntes om ideen med at jeg udover at skulle ud og sejle om natten, men så også skulle sove i Carls kutter indtil næste dag. Som sædvanlig gav hun sit samtykke, og udstyret med tandbørste og sovepose drog jeg til havnen. Vi sejlede kl. 20,00. Hvor vi skulle hen og drive sild anede jeg intet om.

Det garn der skulle bruges var meget stort eller rettere langt. Det var forsynet med korkflydere for oven og bly forneden, således at det kunne stå oprejst i vandet lige under overfladen.

Om garnet var forsynet med en fangstpose eller lign. fik jeg aldrig opklaret, fordi det gik galt.

Ved mørkningen var vi på fiskepladsen og garnet blev sat ud med bøjer i hver ende, så man kunne se, hvor garnet var placeret. Jeg tror nok at bøjerne var forsynet med lys, så skibe der passerede forbi i området kunne undgå garnet.

Vi lå længe i den sorte nat og drev med garnet. Så pludselig fik vi øje på et stort skib, et fragtskib vel af coaster størrelse, som havde kurs lige mod garnet. Carl tændte sin store projektør for at gøre skibet opmærksom på, at den var på vej til at sejle vores garn ned. Men enten har skipperen været fuld eller uopmærksom. I hvert fald sejlede han lige gennem garnet.

Garnet blev ødelagt og sådan endte dette sildeeventyr til Carls store forbitrelse.

Det er ikke alt her i verden, der går efter planen.

AMATØRFISKERI

Niels Christian og jeg var gode kammerater. Når mine sommerferier var forbi, skrev vi sammen jævnligt, indtil næste sommer, hvor vi var sammen tidligt og silde.

Vi havde, som så mange unge mennesker, pengesorger, og det måtte der gøres noget ved. Der skulle tjenes penge, hurtigt og forholdsvis let.

Det med rende ærinder for fiskere og gamle koner til brugsen eller købmanden, var der ikke mange penge i. Det var surt slid til en alt for lille løn.

Nej, der skulle ske noget, der gav grunker i kassen.

Hvad var det bedste, som vi knægte kunne finde på ? Fiskeri, selvfølgelig, men ikke til havs eller sådan og ikke efter skrubber eller torsk. Nej vi ville fange ål. Det var der penge i.

Som sagt så gjort.

Startkapitalen fik vi ved at skrabe rust og gammel maling af bådene, der lå i slæbestedet.

En af fiskerne havde en mink farm, hvor jeg tjente nogle skillinger ved at fodre og give minkene vand. Et surt slid egentlig.

Vi købte derefter 200 kroge og masser af langliner. Lavede krogbakker, flydere og vagre, ankre o.s.v. gravede hundredvis af orm og satte hele molevitten om aftenen.

Det var hårdt men skægt alligevel. Krogene blev røgtet ved morgengry, og det var kl. 4 om morgenen. Her var ingen kære mor, bare af sted.

Vi fangede ål, og det var netop meningen, for det var naturligvis et led i vores plan.

En del af sommerliggerne og de sejlende turister købte deres fisk hos fiskerne i havnen, men fiskerne havde ikke ål, kun rødspætter, torsk og lign.

Derfor var der et stort behov for ål, og specielt om lørdagen, når turisterne var ankommet, skulle deres tegnebog lettes. De skulle købe vores ål.

Ål gemmer man ikke i strømpeskafter, men derimod i hyttefade. Det er en kasse, hvori der er boret mange små huller. Der er et låg på, som man kan låse, for at ubudne ikke skulle kunne forgribe sig på den "opsparede" kapital.

Sådan et hyttefad skulle vi også have lavet, men da startkapitalen var anvendt til det øvrige grej, fandt vi materialerne til hyttefadet rundt om på havnen, fik det tømret sammen, og puttede ålene derned i, og så fik hyttefadet lov til at ligge i havnebassinet og vente på kunderne.

Vi var oppe på at have fanget en ca. 30 pæne ål, og nu gik de og hyggede sig i hyttefadet og repræsenterede mere end 20 gange det, vi havde investeret i grejet, og vi havde stadig kroge ude.

Nu skulle der laves forretninger.

Lørdag morgen puttede vi de sidste ål i hyttefadet og satte op "ål sælges" på Niels Christians havelåge.

Nu ventede vi spændt på, om nogen ville reagerer på "reklamefremstødet". Ikke fordi varerne kunne blive fordærvede. Nej slet ikke, men længere tid i hyttefadet ville nok reducere vægten noget.

Endelig kom der et ægtepar, som gerne ville købe et par ål til frokostbordet.

Vi lagde mærke til, at fiskerne på den anden side af bassinet, der hvor "sladrebænken" stod, strakte hals, for at se hvad sådan et par knøse nu havde fundet på, og om der overhovedet var forretningstalent til stede hos de unge mennesker.

Niels Christian handlede som scenevant handelsmand og ville vise varerne frem for kunderne. De skulle ikke "købe katten i sækken". Han tog fat i rebet til hyttefadet og trak det op af bassinet.

Så stod katastrofen at læse i hans ansigt. Det lidt selvsikre smil, som han ved manøvrens start havde over sig, forsvandt sporløst. Vantroen lyste ud af hele hans krop.

Var det muligt, efter alt det slid ?

Ganske rigtigt. Hyttefadet var tomt.

Ægteparret tog det pænt, men lod dog et par bemærkninger falde om, at hvis vi havde nogle ål en anden dag, så ville de da gerne købe nogle stykker, men så skulle de nok være der tidligere, for så hurtigt som vi fik udsolgt.

Vi havde overhovedet ingenting at sige. Var lammet over katastrofen.

Hyttefadet var simpelthen lavet for dårligt. Et bræt i bunden havde løsnet sig, enten ved påsejling eller ved at blive smidt i vandet ved sidste påfyldning af ål.

Da den værste skuffelse havde lagt sig, opgav vi videre forretning og solgte grejet til en anden knægt for en tiendedel af, hvad vi havde givet og brugte pengene til at drukne sorgen i sodavand og Blå North State.

Det mest ærgerlige var "sladrebænkens" reaktion på vores fiasko, der var efter devisen - andres ulykke er ikke at foragte.

Resten af den ferie gik med at rende ærinder for gamle koner og fiskere og skrabe rust og maling. Ak ja.

Rejse til Sønderjylland

Et lille mellemspil.

Det er ikke alle oplevelser, der er lige positive.

Det er sommer 1948.

Moster havde en studiekammerat fra sin tid som sygeplejeelev og hun var i sin tid blevet gift med en proprietær fra Sønderjylland, og disse mennesker havde fået 3 børn hvoraf den ældste var en pige. Hun skulle giftes med en engelsk Lord og godsejer, og i den anledning var Moster inviteret til Sønderjylland, men da det skulle ske midt under mit ferieophold på Sejerø, havde hun stillet som betingelse, at jeg kom med, og sådan blev det.

Det med dengang at rejse til Sønderjylland fra Sejerø var ikke noget man sådan lige gjorde. Det skulle planlægges og det kunne ikke gøres på 1 dag, hvorfor Moster, der havde en søster i Nyborg, havde fået arrangeret at vi kunne overnatte i Nyborg.

Så en dag rejste vi fra Sejerø til Nyborg.

Mosters søster var gift med en tidligere fisker, som byggede modelskibe, og han har også bygget et til mig for mange år siden. Skibet er desværre gået til, men det var en flot model af en rigtig fiskekutter. Det var det, jeg havde ønsket mig.

Opholdet i Nyborg gav ikke særlige oplevelser, bortset fra at jeg faldt ud af sengen om natten, men det er jo sket før og endda siden.

Næste dag var det videre til Sønderjylland med tog fra Nyborg og til Kolding, hvor vi skulle skifte til en rutebil, der gik fra Kolding og sydpå. Vi endte da også på stationen i Kolding, men da der var ventetid og det var tid til lidt frokost, mente Moster at vi skulle spise på Jernbanerestauranten. Vi fik – så vidt jeg husker - dagens middag bestående at en hakkebøf og rødgrød. Jeg kan kun huske rødgrøden, der var lang og ikke særlig velsmagende.

Moster fortrød allerede tidligere i måltidet, at vi ikke var gået over på Saxildhus Hotel, der lå lige overfor stationen, men løbet var jo kørt og vi skulle snart med rutebilen.

Turen til det sydlige Jylland bød ikke på de store oplevelser, men efter vi havde kørt ad nogle landeveje, stoppe rutebilen og vi skulle ud. Der holdt den vordende brud i en bil af ældre model for at hente os.

En luksusbil skulle en proprietær selvfølgelig have, og efter at have lært familien mere at kende, kunne jeg ikke forstå, at de ikke havde flere af slagsen – sådan ligesom kongehuset.

Ture endte på den store gård, og da jeg har visse ting at berette om stedet og de mennesker, der var omkring mig, undlader jeg at nævne navnet.

Gården havde en flot hvid hovedbygning, med hall, stuer en suite, folkestue, køkken og på 1. sal mange værelser. Jeg så nu kun et værelse, og det var der, hvor moster og jeg skulle bo i de dage, hvor vi var ”gæster” på gården. Når jeg skriver gæster i gåseøjne, så var det fordi moster selvfølgelig skulle hjælpe med ved bryllupsforberedelserne, og jeg blev ikke betragtet som gæst, snarere tværtimod.

Det værelse vi fik tildelt lå i gavlen og den trappe vi skulle benytte var så sandelig ikke den flotte ude i hall’en men derimod en trappe fra husets baggang.

Den overvejende del af tiden brugte jeg hos karlene, som var ligesom ”almindelige” mennesker, modsat proprietæren og især hans kone, som jeg ikke kan lade være med at benævne nådigfruen.

Nådigfruen havde engang været på besøg hos moster, medens moster boede i lejligheden i mine forældres hus, og min mor kunne fortælle mig, at nådigfruen faktisk betragtede min mor som en slags tyende, der skulle varte hende op i alle ender og kanter, og mor var derfor forarget over, at hendes søn kun var luft for hende nådigfruen. Bevares, jeg var jo ud af arbejderstanden, og det rimede nok ikke så godt med nådigfruens status.

Gården havde mange staldbygninger, hvor jeg yndede at komme og der var mange ansatte. 

Der var landvæsenselever, karle og piger – kokkepiger og stuepiger. Joh ! det var sandelig en ejendom med status der på egnen.

Fordi jeg opholdt mig meget i staldene, kan den efterfølgende lille begivenhed måske forklare, hvordan nådigfruens næse og indstilling var indrettet.

Jeg holdt meget af musik, og da jeg en dag hørte den vordende brud spille på klaver, spurgte jeg, om jeg måtte komme ind for at høre hende spille. Det blev allernådigst tilladt, men nådigfruen skulle nok meddele, hvornår det var passende. Så en dag fik moster besked om, at der blev spillet på flyglet klokken et eller andet. Da Moster jo kendte til nådigfruens fornemhed, blev jeg stadset op med mit pæne tøj og havde fået ørene vasket. Hvordan kan det egentlig være, at det altid er ørene, der skal vaskes ?

Da jeg ankom til døren ind til den store stue, hvor flyglet befandt sig, var der lagt aviser ud på gulvet, hvor jeg skulle gå og der var lagt aviser i den stol, som allernådigst blev mig tildelt. Tænk engang. Ja, hvad siger man så ? Og her havde jeg fået ørene vasket.

Nu skal man ikke beskylde mig for at være kræsen, men der er dog ting her i livet, som jeg stadig den dag i dag går udenom, og det er tykmælk med rugbrødsdrys og bygvandgrød.

Jeg havde på trappestenen uden for bryggerset set et par skåle stå med et eller andet ulækkert, dog ikke for fluerne, og det var tykmælk, der var sat til tykkelse der i varmen, og det ville man have mig til at spise. Aldrig i livet at nogen fik mig til det, og det blev taget meget unådigt op, og da der selvfølgelig ikke var noget alternativ, fik jeg ikke del i det måltid. Endnu værre var det, at vi en aften skulle have bygvandgrød. Nådigfruen sad for bordenden i den daglige spisestue ved siden af køkkenet, og da jeg vægrede mig ved at indtage dette for mig ulækre produkt, blev hun umanerlig hvas, og måske af den grund, så jeg mig nødsaget til at spise det, men det er den eneste gang i mit liv, at jeg har sat noget sådant til livs. Så hellere gå sulten i seng. Moster må på en eller anden måde være underlagt dette hvasse kvindfolks luner, for hun gjorde ikke ret meget for at tage mig i forsvar.

Forberedelserne til det forestående bryllup var i fuld gang. Der blev slagtet og kogt og hvad ved jeg.

Bryllupsfesten skulle finde sted i haven, og i den anledning blev der oprejst et stort telt med trægulv, men der måtte flyttes nogle buske og træer for at give plads til teltet.

Gæsterne var selvfølgelig gommens familie fra England, brudens familie og egnens honoratiores.

Gæt engang hvem der ikke var inviteret med.

Nå ! jeg ville også hellere spise i folkestuen sammen med undersåtterne.

Næste dag forlød det at bruden og brudgommen var stukket af lige efter midnat, og lur mig om ikke de har tilbragt natten på hotellet i den nærliggende by.

Mange år efter, da jeg var ansat i den kommune, hvor gården var beliggende, var der en af mine bekendte, som jeg fortalte om mit besøg dengang for mange år siden, og han syntes, at det kunne være morsomt, hvis jeg så stedet igen. Som sagt, så gjort. Nu var det den ældste af sønnerne, der nu havde gården. Han var en moderne landmand, og han var flink og hyggelig. Vi fik en dejlig frokost og jeg fik forevist ejendommen, og der var ikke lagt aviser ud denne gang.

Alt var vel, som det havde været, men det var slet ikke så stort, som jeg som barn oplevede det. Stuerne en suite var faktisk ikke ret store og det såkaldte flygel, var et klaver og den nuværende ejer kunne oplyse, at det var det samme klaver, som da jeg var der første gang.

Jeg fik lært noget nyt på denne gård.

På gavlen af en af udbygningerne hang der et skab, hvorfra der kom underlige tik lyde, og det skulle naturligvis undersøges nærmere. Jeg lukkede skabet op, og der så jeg et buet rør af glas med noget sølv, der for fra den ene ende af røret til den anden. Da jeg ville mærke, hvad det var for en indretning, fik jeg på smertelig vis stiftet bekendtskab med  gårdens elektriske hegn. Den oplevelse beholdt jeg for mig selv. Man skulle jo nødig som en anden pillefinger sættes i husarrest.

I forbindelse med den nærliggende bys 200 års jubilæum mange år senere, med besøg af dronningen og prinsen, havde vi i turistforeningens navn fået lov til at låne kælderen under hotellet, hvor vi havde indrettet en lille cafe ved navn Rådhuskælderen. En dag kom værten og meddelte, at på lørdag måtte vore gæster ikke parkere ude på torvet, for der skulle ankomme et meget fint selskab. Det var engelsk lord der skulle holde sølvbryllup, og da værten var meget glad for fine folk, syntes jeg, at jeg ville meddele ham, at jeg havde været med til sølvbrudeparrets bryllup 25 år tidligere. Den kunne han ikke stikke, til hans store ærgrelse.

Hvor mange dage opholdet på gården varede, kan jeg ikke huske, og rejsen tilbage til Sejerø forekommer mig meget fjern, men at blive betragtet som et slags vajsenhusbarn eller mistænkt for at bære på en smitsom sygdom, er noget jeg aldrig glemmer.

SKÆRSLIBEREN.

Moster var ikke sart og hun tiltroede mig ikke uheldige egenskaber, men alligevel var hun ikke altid lige tilfreds med min omgangskreds.

Tag nu for eksempel skærsliberen og hans hund Svarte King.

Skærsliberen kom hvert år om sommeren med sin omfangsrige budcykle og sin hund. Han var en meget stor mand, med et kæmpe fuldskæg og langt hår, men han var altid ren og soigneret, hvis man ellers kunne se det for skæg og hår. Hver morgen sprang han og hunden i bølgerne. Men han drag – sagde folk. Og det var måske rigtigt. I hvert fald efter spiritusforbudets ophævelse, for han købte sine øl hos ”Støveren”. Jeg tror ikke skærsliberen kom til Sejerø under spiritusforbudet. Jeg synes kun at kunne mindes ham i de senere år af mine ferier.

Øl kunne han købe hos Brugsen og købmanden, men han sad altid på ”Støverens” trappesten og drak sine øl og røg sine cigaretter.

Det var dengang da Tuborg havde sendt en ny sodavand på markedet. Den hed ”Majami” og var en slags sød grapesodavand.

Vi knægte kaldte Majamien for ”skærsliberpis” fordi skærsliberen kun drak grønne Tuborg og da vi drak Majami, når vi havde penge, så skulle den sodavand naturligvis have et øgenavn.

Skærsliberen kunne fortælle mange historier, og da han havde oprettet ”sit hovedkvarter”, som han kaldte det, i et skur ved havnen, sad vi knægte og en del af fiskerne og hørte på hans mange beretninger om hans liv som sømand og eventyrer rundt omkring i verden, en verden som vi kun kendte fra billederne i Rich’s albummene og Hakon Mielche’s rejsebeskrivelser og så lidt fra geografitimerne, hvis vi havde hørt efter. Men her var der saft og kraft i historierne om negerpiger kun iført bastskørt, om ludere i Port Said og Marseille, om tyve og landsknægte og andet pak.

Det har nok været løgn det meste, men vi slugte det hele råt og med øjne, der ved det mindste puf ville være faldet ud af hovederne på os. Ingen vovede dog at skubbe. Sæt det skulle ske.

Han havde en sjov vane, denne skærsliber. Han røg et cigaretmærke der hed ”Bridge”. Jeg ved ikke om det findes i dag, men det var en mørkerød pakke, kan jeg huske. Nar han tog en cigaret ud af pakken, gav han sig til at rulle den mellem fingrene, så der kom tobak ud af begge ender. Det rev han af og smed væk. Adspurgt om denne besynderlige adfærd, forklarede han, at cigaretterne var så hårdt stoppede fra fabrikken, at der ikke kunne komme luft igennem. ”Så kan man ikke få et ordentlig hiv” sagde han. Det var en dyr vane, syntes vi, men han var heller ikke nogen billig skærsliber.

En gårdmand havde fået sin plæneklipper slebet. Pris 16 kroner. Det svarer vel i dag til 350 kroner, og gårdmandens bemærkning til skærsliberen om, at nu drak han vel ikke alle pengene op, havde han svaret, at de blev sat i Tuborg aktier. Om gårdmanden var tilfreds med den forklaring melder historien ikke noget om, men skærsliberen havde ikke løjet overfor ham, sådan set, vel !

Moster skulle ikke have noget slebet. Hun havde sin trappesten, sagde hun, og den var også efterhånden hulet godt ned, så hun må have slebet mange knive gennem årene.

Det var ikke fordi hun forbød mig at snakke med skærsliberen, men jeg tror ikke hun syntes om bekendtskabet, selv om jeg aldrig fortalte om de historier, som han kunne diske op med. Hun ville være faldet besvimet om.

Senere har jeg hørt at Skærsliberen var fundet død et eller andet sted på Sjælland, og at man ikke kunne komme til det afsjælede legeme for Svarte King. Han vogtede så nidkært på sin herre og mester, at ingen kunne nærme sig, men man skulle jo have fat i den afdøde, så han kunne blive stedt til hvile, som det så smukt hedder, og derfor så man – hvem ”man” så end er – ikke anden udvej end at skyde hunden.

Jeg håber Svarte King blev stedt til hvile sammen med sin herre. Det ville have været en smuk gerning.

Ellers var der egentlig ikke nogen påbud eller forbud for mig, og derfor var det en næsten total frihed at være på sommerferie hos Moster. Derhjemme måtte man stort set ikke andet end passe sin skole og opføre sig ordentlig. Det sidste har altid faldet mig svært.

SPIRITUSFORBUD.

Een ting lærte jeg i de somre. Der var spændinger mellem forskellige grupperinger på øen. For eks. mellem fiskerne og gårdmændene. Sæt hermed lighedstegn mellem de ikke missionske og missionsfolk. Det skal nok ikke forstås derhen, at de ikke missionske ikke var troende, de var det måske bare på en anden måde.

Øen har nok gennem tiderne været stærkt præget af missionen, og det har øens spiritusforbud nok sit udspring i.

Det var nu kun i de første år af mine ferier, at der var dette spiritusforbud, for senere kunne man da købe øl, kan jeg huske.

Nu var det med spiritusforbud helt uden interesse for mig, da jeg med stor fornøjelse drak Mosters æblemost fra mosteriet i Kalundborg, men jeg kom alligevel lidt i klemme med det forbud.

Nogle af fiskerne og vel også andre, kunne godt lide en øl, men det var jo ikke så lige en sag at skaffe, men mennesket er født kreativt, så det lykkedes da også at skaffe nogle kasser pilsnere i ny og næ.

Kunne man ikke andet, og det kunne man faktisk ikke, så kunne man sejle til Havnsø og købe øller der, og så i ly af natten sejle kasserne til Sejerø. Om det gik sådan for sig, ved jeg ikke, men en god fantasi hjælper meget.

Jeg hjalp af og til Ingemann med hans båd. Da den lå på slæbestedet gik jeg og malede og sleb på den for at tjene lidt lommepenge. Det var en hurtigt motorbåd.

Den kunne ret hurtigt sejle til fastlandet efter øl, hvis det skulle være.

Han bad mig engang om at hjælpe med at bære en kasse øl fra fiskerihavnen hen til "Rundens" anløbskaj, hvor der lå en større skonnert, og hvor det gik "lidt livligt til", som man siger. Nu kan jeg ikke huske det præcist, men jeg kunne også have kørt en kasse på en af disse trillebør, som fiskerne brugte til at køre med garn og ruser, for hvorfor skulle jeg hjælpe Ingemann med at bære en kasse øl. Han var en stor og stærk mand. Godt nok var der 50 øl i en kasse dengang og kassen var tilmed af træ. Nå ! det er også ligegyldigt hvordan jeg bar mig ad.

Jeg tænkte ikke meget over det, men da jeg om aftenen kom hjem til Moster, spurgte hun mig ud om de mærkeligste ting, og til sidst fandt jeg ud af, at een af øens gårdejere havde set mig fragte denne kasse pilsnere, og det var jo ikke så godt. Han havde selvfølgelig orienteret Moster om hændelsen, og hun var ikke helt tilfreds med det passerede, selv om hun med min forklaring blev beroliget derhen, at jeg ikke selv havde "forlystet" mig med pilsnerne, men kun været en slags hjælper.

Da erfarede jeg, at et forbud er et forbud, og det skal holdes.

Herefter blev jeg lidt mere varsom med min "hjælpsomhed".

Under forbudet var der også en dag kommet en kasse øl eller to til fiskerihavnen, og blev "smuglet" ind i Eiler og Charles' redskabsskur, og nu gik den vilde jagt. Vi knægte så til en gang imellem, men holdt os nu for det meste udenfor. Flere af fiskerne fandt nu på at kalde det "Lastens hule" og der blev faktisk gået ret godt til den i skuret.

Vi knægte spille klink med kapslerne, men det fik en brat ende, da forbipasserende folk begyndte at interessere sig for, hvad det var vi spillede klink med. De skulle nødigt gå hen og få ideer. Det er svært at holde sin sti ren, når man nu gerne vil have det sjovt, men der var jo ingen grund til at Moster igen fik en melding om "feriebarnets" udskejelser.

Hvordan og hvorledes dette spiritusforbud blev ophævet er mig ukendt, men der har selvfølgelig været et pres fra beboerne og med den tiltagende turisme, kunne man ikke have et sådant forbud.  

HÆNDELSER.

En opsamlingsartikel om hændelser, som ikke kan rubriceres andre steder og derfor kommer ind under denne artikel.

Livet på havnen afstedkom mange tildragelser. Én af de mere dramatiske var, da jeg faldt i havnen. Niels Christian og jeg havde været ombord i en af bådene, og skulle fra den ene båd til en gammel plimsoller, og jeg tog fat i et af rebene fra masten til rælingen – jeg kan ikke huske det faglige navn - men rebet var råddent, og plask så gik jeg til bunds. Jeg kom dog op til overfladen igen 3 gange sagde Niels Christian – der var vel omkring 2-3 meter dybde der –.  Den sidste gang jeg dukkede op smed Niels Christian et reb ud til mig, så jeg kunne komme på land. På høje tid må man sige.

Drivende våd kørte jeg på min cykle hjem til Moster på cykle og kom af det våde tøj og kom i seng, og så ringede telefonen. Det var min mor. Hun havde fået en eller anden fornemmelse af, at ikke alt var, som det skulle være, og det kan man vel godt sige, at det ikke var. Hun blev dog beroliget ved at vide, at der ikke var sket det allerværste, men at jeg bare lå i min seng efter den omgang. Hun spurgte mig senere om der da ikke var nogen, der fik fat i en taxa til at fragte mig hjem til Moster, men det var der ikke, for så kunne de få nok at gøre, hvis der skulle rekvireres en taxa hver gang en eller anden faldt i vandet. Nu skal det ikke nægtes, at det var en ret uhyggelig oplevelse når man tager i betragtning at jeg ikke kunne svømme og 2 kunstige ben egner sig ikke til at bruge som hjælpemiddel ved svømning, snarere tværtimod. Jeg var faktisk skideræd og mere end noget chokeret over oplevelsen. Jeg blev derefter lidt mere påpasselig med hvor jeg bevægede mig.

Det med at ringe fra Århus til Sejerø var ikke noget man sådan lige gjorde. Ens lokalcentral skulle bestille samtalen gennem Rigstelefonen og så var det bare med at vente til der var skabt forbindelse. Når man talte i telefon over Rigstelefonen bekendtgjorde en stemme: ”3 minutter ønsker De at fortsætte ?” Det kostede jo en del penge for hvert minut man talte.

Nu skal man lige vide, at det at falde i vandet med 2 kunstige ben, ikke var så lige en sag at få sat styr på bagefter. For det første var sådanne ben dengang udstyret med skinner og kuglelejer i knæ- og fodled, og sådan noget ruster, hvis det kommer i vand, så jeg havde et værre hyr med at få det hele tørret og smurt med olie, rent bortset fra at der var en del skind og læder på den slags ben dengang og det skulle også tørre før jeg igen kunne komme på ”benene” , om man så kan sige.

I dag er det hele lavet af kunststof og kan sagtens tåle vand, men det hjælper mig ikke meget, for jeg kan stadig ikke svømme.

Jeg havde et armbåndsur og det var ikke vandtæt, så det måtte skilles ad og lægges i petroleum. Sikke et arbejde bare for at falde i havnen. Ak ja !

Senere fik jeg faktisk en mindelse om begivenheden. Ingemann havde en motorbåd – hurtigt sejlende mener jeg – og den lå på slæbestedet og skulle slibes for rust og males og da jeg altid manglede lommepenge, fik jeg tjansen med at slibe og male. En dag, da det var lavvande, ville jeg gå rundt om agterstavnen for at komme om på den anden side af båden. Vandet havde trukket sig tilbage, men efterladt et grønt slimet lag på slæbestedet og vupti gled jeg i suppedasen og endte i havnebassinet med fødderne, for der var ikke ret dybt. (Jeg havde gummistøvler på, så jeg slap for igen at skulle i gang med olie). Men hvordan kommer man op igen, for hver gang jeg satte foden op på slæbestedet gled den ned igen. Der var kun eet at gøre. Lægge sig ned og kravle op. Puh ha ! det kunne være gået meget værre. Man lærer så længe man lever, og med årene er jeg blevet mere og mere forsigtig, men om det er godt eller skidt kan man stille spørgsmål til. Man kan jo ikke gå helt i stå af bare forsigtighed.

Oppe i byen nær ved Brugsen boede Thorsen. Jeg tror han var både møller og vognmand. Hans søn Peter lærte jeg at kende. Han var en del ældre end mig, men han havde en Triumph motorcykle. Den sidste ferie hos Moster i 1955, hvor jeg var blevet 18 år og havde jeg fået kørekort til motorcykle.

Som ungt menneske var jeg, som alle unge mennesker dengang, meget interesseret i biler og motorcykler. Det er jeg faktisk også i dag. En dag spurgte jeg Peter, om jeg måtte køre en tur på hans Triumph. Selvfølgelig ville han sige nej, men så havde jeg spurgt. Stor var derfor min forbavselse, da han sagde, at jeg bare kunne køre en tur på den. Nu kunne jeg ikke trække mig ud af det igen, for det var en stor maskine, og jeg kørte bare på en Vespa scooter. Men har man sagt A må man også sige B, og derved blev det.

Det var en sjov oplevelse et køre på den, selv om jeg nok må indrømme, at jeg var lidt nervøs for en så stor maskine, men det gik lige så stille øen rundt, så der ikke skete noget hverken mig og med folk og fæ.

Ved havnen var der nogle små huse og skure langs kajen, eller hvad man nu skal kalde det i den dengang gamle bådehavn. Uden for et af husene stod der en sladrebænk. Her sad de gamle fiskere og hyggesnakkede og kommenterede alle begivenhederne på havnen. Jeg kan specielt huske en ældre mand, formentlig gammel fisker, der havde en halvlang krum pibe. I ved den slags som ”Menneske Mortensen” i TV-teatrets opsætning af Livsens Ondskab røg på. Da den gamle mand ikke havde en tand i munden, havde han sat en gummiring fra en sodavandsflaske med patentprop på pibespidsen, så han ikke skulle sidde og bide sammen for at holde piben i munden. Udover at ryge brugte han snus, og når han havde fået en tommelfingernegl belagt med snus ind i munden, var det tid at spytte lidt ud, og jeg kan huske at nogle andre på sladrebænken kommenterede dette med ”Da sked gåsen”. Det syntes mærkeligt for en knægt som mig, men det var meget hyggeligt at sidde der og lytte med og lære øens specielle dialekt.

Når jeg kom hjem fra mine ferier gik der et stykke tid inden jeg igen snakkede almindeligt jysk.

Der skete så mange sjove ting og folk er ofte meget kreative. Som nu for eksempel en fisker, der hed Erik. Han havde fundet på at sætte en kæde på en gammel cykle, og køre i havnen på cyklen for penge. Hvis nogen da ville betale en femmer for at se hans stuntnummer, og det var der da nogle af turisterne der gjorde. Tiden skulle jo gå med noget. Når Erik selv kom op af vandet, trak han cyklen op på molen igen, klar til næste stunt.

En rigtig varm søndag eftermiddag uden en eneste vind og totalt havblik, kunne vi fra havnen høre motorlarm et eller andet sted endnu uden for synsfeltet, men snart kom en meget hurtigsejlende grå kontur til syne i horisonten. Det var en motortorpedobåd, som de hed dengang. Sådan nogle fik den danske marine fra USA efter krigen. De var vist nok for det meste lavet af krydsfiner.  Den lagde til ved den store mole og vi knægte var selvfølgelig på pletten. Sådan en skude så man ikke hver dag.

Mandskabet fik hurtigt badebukserne på og hoppede i baljen. Det var rart med lidt afkøling. Så lød en fløjte, og hurtigt kom mandskabet igen ombord, og med et brøl forsvandt motortorpedobåden ud af havnen og længe efter at den var ude af syne kunne man høre motorerne. Det var noget af en oplevelse for sådan unge knægte, som ellers kun havde set sådanne store kraftige både i de mange engelske og amerikanske krigsfilm, der blev vist i biograferne dengang. 

Niels Christian og jeg udførte en redningsaktion, og det gik således til.

En vidunderlig stille sommeraften. Alle lyde er forstærket. Havet er som gele og der er ikke en vind der rører sig.

Vi to drenge er som sædvanlig ved havnen. Næste morgen skal vi med Niels Christians far ud at fiske og vi skal derfor sove sammen i kutteren.

Vi går og snakker og ryger pibe, da vi langt ude på det fuldstændig stille vand ser en lystbåd ligge med hængende sejl.

Vi kan godt se, at han ikke har mulighed for at komme i havn. Hjælpemotor har han ikke, for så ville han da bruge den.

Det var ikke almindeligt at lystbåde havde hjælpemotor dengang, så man måtte forlade sig på Vorherres fremdrift, og den var der ikke noget af den aften.

Hvordan kommer han ind, skal han ligge der til det engang blæser op ? Nej vi må ”redde” ham, så vi henter 2 sæt årer og dokterens båd og begiver os ud til den ”havarerede” lystbåd.

Vi ser fiskerne på sladrebænken betragte vores forehavende med en vis mistro og lettere hovedrysten.

Efter cirka ½ times roning er vi ude ved lystbåden. Det er svenskere og vi kan se, at vi er velkommen. Deres 2 små unger er utålmodige og lettere utidige. Vi får en trosse over og begiver os mod havn med lystbåden på slæb.

Det er faktisk et hårdt arbejde at bakse af sted med en så stor båd og det tager betydeligt længere tid at komme i havn, men ind kommer vi da.

Måske har der rumsteret en enkelt tanke om ”bjærgningsløn”, men vi er pæne drenge, der i første omgang afviser (ikke med særligt stor overbevisning, skal siges) at modtage penge for arbejdet, men svenskeren ville det anderledes og vi fik 5 kroner. Jeg husker ikke om det var danske eller svenske kroner, men det var en formue for os drenge.

Apropos dokterens båd. Øens doktor havde en rigtig sjov hobby. Han byggede joller, kajakker og små sejlbåde inde i sin stue, og på et tidspunkt kunne bådene ikke blive store nok, så da han skulle have en båd ud af stuen, måtte man rykke et vinduesfag ud og måske endda lidt af muren. Gad vide hvad konen sagde til alt dette. Jeg ved det ikke.

Fiskerne tjente sikkert ikke store penge, og vedligeholdelse af kuttere og både lod meget tilbage at ønske. Et hul i skroget kunne lappes med en side fra en sildekasse og et par søm. At det ofte gik godt kan vel skyldes Guds undere og godt sømandskab.

En af fiskerne, jeg tror han hed Georg, havde selv repareret sin motor med cement. Det var topstykket der var gået et hul eller en revne i, og det havde han lappet med cement.

Det er Murphy’s lov:  ”Når noget kan gå galt, så går det galt”.

En aften så vi Georg langt ude på vandet komme sejlende ved brug af sejlet. Hjem skulle han og det kom han.

Overdelen foran styrehuset var sprængt væk. Motoren var simpelthen eksploderet. Han var ikke kommet noget til. Han har formentlig opholdt sig et andet sted end i styrehuset da det skete. men en større reparation var nu forestående.

Noget der er lidt mere dunkelt i min hukommelse er, at jeg i en af sommerferierne ved hjemrejsen efter endt ferie ikke sejlede med Runden til Havnsø, men derimod med en fragtbåd - lidt større end en fiskekutter - fra Sejerø til Kalundborg. Jeg var det år cyklet fra Kalundborg til Havnsø og det havde nok været en streng tur, så Moster fik på en eller anden måde udvirket, at jeg kunne sejle med denne fragtbåd og have min cykle med.

Der må jo have været en sådan fragtbåd engang, men jeg husker det som sagt ikke helt.

EN FERIEDRENG KRYDSER SIT SPOR

  Nu kan det ikke gå galt. Vi træffer en beslutning. Nu skal vi, min kone Karin og jeg til Sejerø. Jeg har ikke været der siden 1955, så nu er det på tide.

Noget andet er, at hvis jeg havde besøgt øen i de mellemliggende år, ville jeg ikke kunne  skrive mine fortællinger, da de ville blive farvet af senere ophold på øen. Ved at skrive dem, var de som jeg erindre forholdene dengang. Nu er de stort set færdige, så intet kan nu forhindre os i at besøge øen og mine gamle legekammerater, som jeg igen har fået kontakt med siden de første fortællinger kom på hjemmesiden.

Vi tager Sejerøfærgen lørdag den 18. september 2004 kl. 11,20 fra Havnsø. Synd at den ikke hedder ”Runden”, men vi kalder den bare Runden uanset at færgeselskabet ønskede at den skulle hedde noget andet.

Vi har mailet sammen, så de gamle kammerater ved, at vi kommer.

Niels Jørgen Pedersen fra Tinggaarden, som jeg har omtalt i en tidligere artikel og som nu bor i Fuglebjerg, har meddelt, at han uden sin kone, skal med samme færge som os, så nu er det med finde ham. Der er ikke mange passagerer den dag, men det er om at finde en enlig mand, for vi har ikke noget billede af Niels Jørgen og det er over 50 år siden jeg sidst så ham. Vi ser os omkring og får øjenkontakt med en nydelig mand, som det viser sig er Niels Jørgen. Det er sjovt at se ham igen, men vi kan nok ikke genkende os udseendet fra barn. Vi hyggesnakker så tiden går godt, og pludselig er vi i havn.

Vi holder på vogndækket og kan kikke ud, og ved færgelejet står Niels Christian. Jeg kan kende ham, for jeg har fået et billede af ham. Jeg har sommerfugle i maven. Hvordan mon han har det ? Stor og dejlig står han der og venter på os. Det er næsten ikke til at beskrive.

Egentlig skulle vi også have mødt Ib Kristiansen, men han har meddelt mig, at han og fruen er på Fyn denne weekend, så det må vente til mandag.

Vi kører i land og parkerer et lille stykke fra færgelejet. Det er et hjerteligt gensyn efter 49 år og klumpen i halsen lader sig ikke synke sådan lige med det samme. Gensynet er en meget stærk oplevelse, og tanker og følelser farer rundt i én stor forvirring.

Vi aftaler at spise frokost hos Niels Christian og Birgit kl. 14,00.

Birgit har lavet en dejlig frokost og Niels Christian kan fortælle, at vi skal spise ”øllebrød”.

Det lyder måske lidt mystisk, at man skal spise øllebrød til frokost, men det er faktisk Niels Christian der bager rugbrød med øl i stedet for med vand. Det smager rigtig godt og snakken går om gamle dage, og Niels Christian kan fortælle om mange ting fra øen.

Niels Christians hus har han sammen med sin far selv bygget engang. Det var ved ren håndkraft. Udgravningen til kælder var med en spade og skovl. Beton blev blandet i en trillebør o.s.v. Noget af en præstation må man sige.

Det er egentlig en mærkelig kildrende fornemmelse at sidde her overfor Niels Christian igen og følelsen af glæde ved at vi begge nu mødes igen efter så mange år. Nu sidder man jo ikke og tuder ved et frokostbord, men det strammer alligevel lidt i halsen. Jeg har oplevet mangt og meget i livet, men dette her er en stå stor oplevelse, at den ikke sådan lige kan beskrives.

Det er jo et stort spand af år, der er gået, og kun ved skæbnens sære logik, finder vi sammen igen. Vi kunne jo ikke regne med, at vi begge var i live, og Niels Christian kunne jo bo et helt andet sted end Sejerø, og han har da også været uden for øen et stykke tid. Men er det ikke sådan, at når man kommer op i årene vender man tilbage til Sejerø, når muligheden byder sig.

Jeg ved det fra Ærø, hvor ærøboerne vender tilbage til øen når de bliver pensioneret efter et langt arbejdsliv alle andre steder.

Jeg nyder et sidde her i Niels Christians og Birgits stue og se på ham og minderne vælter frem i en lidt strøm. Han har godt nok forandret sig, men det har jeg så sandelig også.

Der har været mange fødselsdage siden 1955, men pyt bare man er ung af sind, så kommer man nok over at knæene værker lidt.

Nede på havnen har Niels Christian et lille hus med redskaber bord og stole og andet kram. Niels Christian kalder huset for ”Det gule Palæ”. Derinde mødes vi og snakker om de mange oplevelser, vi havde som børn. Vi får os også en øl eller to. Vi er stadig berørt af gensynet, og har mange ting at snakke om. Vi er jo voksne nu – så godt og vel – og vi falder ikke ind i barnerollen mere.

Jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af den dejlige mand.

Niels Christian er fuld af historier. Han fortæller mig om Dines Hus, som jeg ved blev revet ned i 1979. Det var Niels Christians bedstefar der byggede huset ude på revet omkring århundred skiftet. Jeg har besøgt huset engang sammen med Carl og familie, men det er beskrevet i en anden artikel. Huset lå så tilpas langt mod syd, at de folk, der under krigen og de hårde isvintre hentede forsyninger, post og passagerer på fastlandet med en specielt konstrueret isbåd,  kunne komme ind til Dora, og få kaffe og sigtebrød med smør. Isbåden blev skubbet af bl.a. folkene på Runden, med Runde-Peter, alias Peter Sørensen, som ”kaptajn”  

Mandagen startede med regnvejr, og det blev ved hele dagen. Det må man finde sig i og tage tøj på efter det.

Karin syntes at lidt rengøring var nødvendig, så det gik der nogle timer med. Der skulle fjernes over 100 edderkopper (overdrivelser fremmer forståelsen) og så kørte vi i Brugsen for at handle ind, da vi har inviteret Ib og hans kone Kirsten samt Niels Christian og Birgit til ”frokost” kl. 17,00.

Hvordan kender jeg Ib. Ib kom om sommeren på ferie hos Niels Christians forældre, og vi legede en del sammen os 3, og da Ib i en sen alder flyttede til Sejerø, er det naturligt at vi har kontaktet hinanden, så derfor skal vi nu mødes her på øen.

DET ER SÅ IB

Ib der altid har gang i noget, har for ca. 4 år siden købt et gammelt husmandssted på vejen mod fyret, og har revet det meste ned og ombygget en staldlænge til en sublim bolig, med mange lækre detaljer.

Man skal ikke gå i små sko. Niels Christian kalder sit havneskur for ”Det gule Palæ” og Ib kalder sin staldlænge for ”Godset”. Vores chateau hjemme i Horne har både en østfløj og en sydfløj. Jo, jo – fint skal det være.

Mens vi er på Godset ringer Palle Laursen som er fotograf . Han vil gerne lave et interview med mig og vi aftaler at mødes kl. 15,00.

Ib og Niels Christian er ”koneløse” idet Birgit er taget til møde i Bisserup og Kirsten til møde med kommunen, og de kommer først hjem med den sene færge, så vi aftaler at spise på kroen i aften.

Vi kører til Mastrup og besøger Niels Jørgen i hans sommerhus. Det er et dejligt møde hvor vi får snakket om mange ting fra drengeårene. Vi fortæller, at vi rejser hjem onsdag, da de har lovet efterårsstorm torsdag, så man skal ikke udsætte sig for søgang, hvis det kan undgås. Ganske vist kan jeg ikke blive søsyg, men man kan risikere at falde, hvis man skal hen og trække en kop kaffe.

Vi tager en tur i kirke. Op og se Sejerø kirke med dens mange kalkmalerier. Jeg husker tydeligt kirken og specielt dens klokker, som vi nu kan høre på Hovgaard hver morgen og aften. Det er imponerende kalkmalerier der er i hvælvingen over prædikestolen. Altertavlen er imponerende.

Vi har hørt en lille historie på øen, nemlig at Marsk Stig skulle ligge begravet under kirkegulvet oppe ved altertavlen. Marsk Stig var dømt fredløs og opholdt sig på Hjelm og døde der, men han kunne som fredløs ikke blive stedt til hvile i indviet jord, men hans håndgangne mænd sejlede det afsjælede legeme til Sejerø, og bad beboerne om at skrubbe af, og derefter begravede mændene Marsk Stig i kirken, der nok dengang havde lerstampet gulv og nok var en oprindelig trækirke.

Historien er måske en skrøne, men vedvarende rygter vil vide, at nogle arbejdere for mange år siden under restaurering af kirken fandt graven og tilkaldte præsten, som sammen med øens læge beordrede graven dækket til, og arbejderne om at holde kæft.

Marsk Stig skulle være iklædt en purpurrød kappe og hans sværd lå ved siden. Det havde en stjerne på sværdskæftet. Marsk Stig var ud af Hvide slægten, der netop har en stjerne som symbol.

Det siges, at Marsk Stig galoperer på kirkegården ved nattetide.

Kl. 15,00 ankommer Palle til Hovgaard og vi får snakket lidt om, hvilke planer han har med mig. Han vil gerne, at vi tager nogle fotos i Museet, som er den nedlagte købmandsbutik ved gadekæret og derefter skal vi på havnen for han har lavet en aftale med ”Røde Svend”, som gerne vil møde mig igen.

Hvad er en pressefotograf uden kamera ? Palle havde ikke noget kamera, idet hans var til reparation, men han kunne så låne mit, og selv om det er idiotsikret, skulle der lidt anvisning til, men det er jo nok også for min egen skyld, at kameraet er sikret mod fejltagelser.

Øens læge Brit havde en nøgle til Museet, så vi fik taget nogle billeder, hvor jeg med Brit som ”ekspedient” ser på nogle varer, bl.a. Tvekulsurt natron, som om jeg lige havde brug for det.

Også ved kaffemøllen, hvor Theodor engang i min tid som feriedreng stod og drejede på håndsvinget for at male det kvarte pund kaffe man købte dengang. Senere er den blevet elektrisk.

Så til havnen. Det blæser en mindre pelikan. Svend står ved den grønne dør, der dengang førte ind til Gunnars lille hus. Vi sætter os på sladrebænken, som dog er af nyere dato, og hyggesnakker om gamle dage.

SLADREBÆNKEN VED GUNNARS GAMLE HUS

Blandt andet snakker vi en del om, da vi som drenge løb ud og ind af netop den grønne dør på billedet, hvor Gunnar havde sin bolig i mange år, indtil han mødte Marie og flyttede til et større hus på havnen.

Svend kan fortælle mange ting om de gamle både og havnen dengang, og vi ser på en masse billeder fra en svunden tid, og hvor Svend fortæller om hvem der er på billederne og om jeg kan huske den og den. Nogen kan jeg huske, men der er dog grænser for min hukommelse. Det er en rigtig dejlig fornemmelse, at så mange af mine gamle kammerater stadig kan huske mig og kan fortælle mig ting, som jeg har gjort dengang, men som jeg ikke selv kan huske.

Det er en vidunderlig følelse, at andre har tænkt på mig og ikke glemt mig. Jeg lovede Svend, at det ikke er sidste gang jeg besøger ham, for om Gud vil, så er vi der til næste år.

  Palle vil have nogle billeder ude på molen, og det er med at holde på hat og briller, for det blæser helt vildt og man skal passe på ikke at komme for tæt på kajkanten. Sæt man blæste i havnen.

  Palle og jeg kører op til ”Mosters hus”, som nu er helt forandret og et meget fint hus. Jeg har ikke taget mod til, at gå ind og forstyrre beboerne, men det kunne nu være meget sjovt at se, hvorledes det er blevet ændret. Nå ! det må blive en anden gang.

Kl. 18,00 mødes vi på kroen. Ib har alligevel sin kone Kirsten med, for hun kom hjem med en tidligere færge. Efter at have hygget os med mad og drikke tog vi med Ib og Kirsten hjem til en kop kaffe. De bor i Niels Christians gamle hjem, som Ib har total renoveret. Den mand kan åbenbart ikke sidde stille. Der skal ske noget hele tiden.

Og så til selve øen.

Sejerø er meget anderledes end resten af landet, men måske ikke så meget anderledes end andre småøer.

Beboerne har et særligt forhold til landets love, eller også har de slet ikke noget forhold. Jeg så ingen knallertkørere med styrthjelm overhovedet. Bevares ! der hvor vi bor i en mindre landsby forekommer det da, at de unge mennesker med affarvet hår, kører uden hjelm, men voksne mennesker bruger hjelm. På Sejerø bruger man kasket og cigaret, når man kører på sin knallert. Jeg tror også at tiden går anderledes, måske lidt langsommere selv om et år er et år, men det føles nok anderledes. Det er Sejerø tid. Vi når det nok.

Jeg husker fra mine drengeår, at mindstemål på fisk ikke havde slået an der på øen. Og så var der det med minkfarmene, Minkene var vel ligeglade med om de fisk, der blev til minkfoder havde overholdt mindstemålene. Hvordan det er i dag med mindstemål og moms har jeg ingen anelse om, men derimod en formodning.

”Er meget forandret” bliver jeg spurgt. Næh ! egentlig ikke. Der er godt nok bygget flere huse og et plejehjem og en ny skole, og den gamle skole er brændt. I stedet er opført en toiletbygning som ikke er særlig køn at se på. Jeg tænker på, om kirkegængerne skal forlade gudstjenesten og gå derned, hvis de er trængende. I storm og regn er det nok en blandet fornøjelse.

Så er Brugsen blevet større og købmanden ved gadekæret er lukket for længe siden, men ellers er havnen, bortset fra enkelte udvidelser, som jeg husker den,

Selvfølgelig er der visse virksomheder der ikke er mere, bl.a. mejeriet, men det er jo den almindelige udvikling eller afvikling om man så kan sige.

Onsdag er afskedens dag. Jeg møder op i ”Det gule Palæ” om formiddagen og Karin besøger Birgit på Mastrupvej.

I ”Det gule Palæ” kommer også Ib og en anden mand ved navn Ulf. Ham kender jeg ikke, men som det siges: ”En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt”. Vi får snakket mere om fremtiden end om fortiden, og lidt tungsind bevæger sig ind over én. Det er meget sjovere at sige goddag end farvel, men alt har en ende, og i eftermiddag går færgen til Havnsø og så køreturen hjem til Fyn.

Denne miniferie efterlader så mange indtryk, at det er svært at holde styr på det hele, men det bundfælder sig nok en dag.

Vi mødes ved færgen kl. 15,00 for endnu en sidste gang at give hinanden et knus, og så kommer vi igen til maj.

Tilgiv mig, at jeg nok vil sende flere artikler til hjemmesiden hen af vejen.