En feriepiges oplevelser

Indsendt af Jubi af Lindehoved (vivian Edsberg, Sorgenfri)

Der kommer nok mere herfra efterhånden som jeg får fundet det frem og scannet ind. Men for lige at give en smule forhistorie:

Min mor (Ely Marie Bertelsen, født 1908) kom til Sejerø som feriebarn da hun var 10-11 år, d.v.s. i 1918 eller -19. Der var dengang 11 timers rejse fra København, der var ca. 4 timers ventetid i Kalundborg og sejlturen fra Kalundborg ud til Sejerø tog noget over 2 timer. Først nogle år senere blev Sejerøfærgens afgangsted flyttet til Havnsø. Hun kom til Anna og Peter (Smedepetter) i Mastrup (første gård, når man kommer inde fra byen, ligger på venstre side af vejen, hvidkalket med rødt tegltag - dengang og i hele min barndom i hvert fald). Det blev til mange flere ferier og i 1940 til øens første sommerhus på Lindehoved i ruinerne af Hjulmandens hus. Bebyggelsen på Lindehoved var faldet i ruin ca. 40 år tidligere. Dengang beboedes stedet af "smeden og Grethe" og deres efterhånden fire børn. Smeden (hjulmanden) var en dygtig smed, når han var ædru, men han var lidt for glad for de våde varer, så man flyttede ham helt derud på sydøstenden, for at han skulle få lidt længere til kroen. Hvor godt det virkede, ved jeg nu ikke, for da min far gravede tomten ud, fandt han masser af gamle, tomme romflasker.

Jeg kom til i 1946, men det er en anden historie - eller rettere "another afsnit".:-)

Supplement til feriedrengens beretning: jeg kan med fornøjelse bekræfte, at den gamle "Runde" var gul - osse i dén grad. Og jeg ved, hvordan biler kom over, for det har jeg selv set: der kunne være hele to personbiler på den, de blev parkeret på tværs af skibet, snurret fast med solide kæder, fik massive træklodser under hjulene og så gik det bare deruda' i al slags vejr, de vuggede i takt med skibets bevægelser og dyppede skiftevis for- og bagende i havet, hvis den rullede meget. Jeg kan godt se, at de moderne bilfærger har deres meget store fordele. Men det bliver nu aldrig det samme. Den lille, gamle plimsoller havde noget, så vi aldrig får igen.

Ang. postbåden, som blev bragt over isen til fods i isvintrene under besættelsen: ja, den blev skubbet af "Rundepetter" og mandskab - og af malerens Svend-Børge fra Vandkærgård og "fotografen", Hakon Nielsen.

Men nu til min mors beretning om en meget speciel begivenhed, som ej bør glemmes:

Kongebesøqet på Sejerø, juli 1929

Denne sommer valgte jeg at holde sommerferie pa Sejerø. Ferien skulle ikke koste for meget; der skulle spares sammen til min udenlandsfærd. Hakon havde nogle gange forsigtigt spurgt, om han måtte komme på Sejerø at besøge mig nogle dage i ferien.

Dette kunne jeg vel ikke hindre ham i. Han kunne bo på kroen, og jeg hos nogle bekendte oppe i byen. Så var vi ikke så langt fra hinanden, som hvis jeg boede hos mine ferieværter i Mastrup.

Jeg syntes det ville være hyggeligt, hvis han kom. Vi havde det jo rart sammen. Jeg tog det vel som kvinde, som smiger, at han gerne gad rejse til øen for at være sammen med mig.

Den 5 juli 1929 kom Hakon til øen og indlogerede sig på kroen. Jeg havde da allerede været på øen nogle dage. Dette Sejerøbesøg blev nu en hel speciel oplevelse. I en retning ingen havde ventet.

  Dagen efter Hakons ankomst var han gået ud at fotografere morgenstemning. Imedens han stod og fotograferede måger bag en plov, var der en stemme bag ved ham som sagde: "Har du hørt, at Chr. X og dronningen går i land i havnen om 1/2 time?" "Hvad - er det rigtigt?" Hakon ville ikke tro sine egne ører. "Jo, der har lige været en chalup fra kongeskibet inde i havnen for at spørge, om der er nogen på øen, der kunne modtage majestæterne standsmæssigt. Majestæterne ønskede at besøge øen.

Hakon sprang afsted, men glemte ikke på vejen at advisere sin endnu sovende veninde i Sejerby.

Der gik ikke mange øjeblikke, så var ikke alene jeg, men alle Sejerøbeboere af hus. Konerne til havnedfoged og tolder fik travlt med at lede deres mænds embedskasketter frem. De blev jo ikke brugt til hverdag. Det samlede sogneråd med præsten i fuldt ornat placeret i midten af gruppen blev opstillet til modtagelse i havnen. Der stod en hørm af naftalin omkring dem alle. Det var jo kisteklæderne, der i hast var trukket frem af deres gemme.

Ved havnen holdt øens to første biler. Disse to biler, to G. H. F. var kommet til øen et par måneder tidligere - til stor forargelse for beboerne, bl.a. fordi hestene på marken løb rundt i tøjret og var helt vilde, når disse biler alt andet end lydløst kom tuttende, men også pruttende. De stakkels dyr havde aldrig set en bil før. Bilerne tilhørte henholdsvis slagteren og bageren. Begge biler blev i hast sjasket med et par spande vand. Trods dette lugtede de umiskendeligt af henholdvis flæsk og boller. Dette var der ingen, der kunne tage forargelse over. Majestæterne måtte befordres standsmæssigt.

Majestæterne udtalte senere til Hakon, at de gerne ville lave kørt i hestevogn. De kendte jo ikke hestevognenes kapacitet derover, for så havde de nok betakket sig. Ved modtagelsen af chaluppen i havnen, havde Hakon erhvervet sig plads i første række. Det holdt de første øjeblikke hårdt for; ingen i det ærede sogneråd kendte endnu Hakon, han var jo først kommet til øen dagen i forvejen og var for disse øboere en aldeles fremmed derover fra fastlandet (Sjælland). Han viste sit pressekort. Sådan et havde det samlede sogneråd aldrig set - med de forskellige politistempler og andre stempler, accepterede de, at et sådan et kort jo måtte have sin betydning. Da kongen og dronningen ankom, hilste de forbløffede på Hakon, men hilste hjerteligt - og gav tydeligvis til kende, at de kendte ham. Dette imponerede sejerboerne og fra den dag var Hakon accepteret som en mand ude fra den store verden. Husk, at vi er stadig kun i 1929. For medierne var en hverdagsbegivenhed og hver mands eje.

Deres hengivenhed og respekt for Hakon holdt sig i alle årene fremover, hvor vi fik tilknytning til øen.

At kongen og dronningen viste overraskelse ved at se Hakon skyldtes, at rnajestæterne i denne sommermåned uofficielt og uden særlig tilrettelæggelse havde bestemt sig til at besøge en del af de mindre danske øer, herimellem Se­jerø. Besøgene var altså ikke anmeldt af hofstaben, og de havde som følge deraf slet ikke ventet presse. Da kongeparret et par timer senere var nået op på Kongshøj på øens sydspids, bemærkede kongen til Hakon "Ja, de pressefotografer har nu en fin næse." Hvorpå Hakon slog hælene sammen, bukkede og sagde. "Nej, Deres Majestæt, jeg er nu tilfældigvis på ferie herovre. Selvfølgelig, hvis de tillader det, er jeg meget glad for mit held."

Kongens og dronningens første mål på øen, gik til øens nordspids, "Fyret", som jo er statsligt. Der var i hast ringet ud til fyrmesteren for at fortælle ham, hvad der var i vente inden for den næste 1/2 time. I den store forvirring over et så uventet besøg, kom den stakkels fyrmester til at begå en kæmpebrøler i sit embede. Han glemte at hejse Dannebrog til majestæternes ankomst. Dette kunne have indbragt ham en "ordentlig næse", men Chr. d. X - som vitterlig ofte var lunet sur og muggent - må åbenbart denne dag have været i godt lune. Fadæsen blev til fyrmesteren omtalt af følget; Dannebrog nåede til tops inden majestæ­terne, som nød en i hast arrangeret forfriskning i fyrmesterboligen, atter kom i synsvinkel af flagstangen, nu med Dannebrog vajende. Og sagen blev skrinlagt. Fra fyret kørte majestæterne til Tinggården i Sejerby.

Gården havde i forrige århundrede været besøgt af Frederik d. 8. Ved dette besøg havde kongen siddet på gårdens fineste stol. Hvilket gjorde, at den var blevet bevaret som en museumsgenstand og var gårdens og hele Sejerøs stolthed. Chr. d. X måtte jo placeres på sin forgængers stol.

Noget meget pinligt for kongen hændte, da han forlod Tinggården, han var en meget dårligt gående person. Måske derfor red han altid, når han skulle bevæge sin krop. Da han sammen med dronningen og følget var på vej ud af gården, snublede han over de toppede brosten, og majestæten faldt lige så lang han var. Det var meget pinligt og ikke særlig kongeværdigt. Hvad skete der? Som en anden omsorgsfuld hustru styrtede dronningen til, dog først efter at ægtefællen af en af følget var stablet på benene, og børstede majestæten ned langs hans lange bukseben, men med de ægteskabelige ord, "Kan du da ikke gå ordentligt!" Denne til­rettevisning huede bestemt ikke ægtefællen Christian.

I denne situation, som for Hakon havde været alle tiders billede, kom hans udprægede etiske sans ham til gode - han undlod at fotografere. Havde man spurgt Hakon, hvorfor han ikke forevigede denne specielle situation, ville Hakon ikke have spillet på sin etiske sans, men roligt meddelt: hvis jeg havde fotograferet Majestæten i denne for ham lidt pinlige situation, ville han i fremtiden havde båret nag til mig, hvilket muligvis havde forhindret mig i fremover at komme ham på ordentligt "skud ".

Da det blev fortalt, at kongen og dronningen ville besøge Kongshøj, gik dette også som en løbeild over øen. Hakon befandt sig stadig under kørslen fremme hos chaufføren i den vogn kongeparret kørte i. Selvfølgelig hørte også jeg, at næste besøg gjaldt Kongshøj på sydspidsen af

øen.

Ad smutveje kom jeg på cykel ti1 Kongshøj. Da kongeparret med følge og nogle af sognerådsmedlemmerne - præsten stadig i ornat og hans kone - var vel anbragt på Kongshøj, hvorfra de stod og nød den herlige udsigt, fotograferede Hakon på livet løs. Jeg tror ikke, der findes mange hjem på Sejerø, som oplevede denne dag, der ikke har billeder af Hakons hængende pä væggen af denne begivenhed. Jeg var stille listet op, var kommet hen ti1 Hakon, og vi konverserede hinanden. Dette og min påklædning, som jo uden at forklejne bondebefolkningens påklædning på de tider var unægteligt mere bymæssigt; alene derfor skilte jeg mig ud fra de andre. Pludselig kom kongen over ti1 mig, rakte hånden frem med et hjerteligt goddag, og spurgte om jeg ferierede på øen. Hvilket jeg med et kongeligt kniks bekræftede. Formodentlig hører det med ti1 protokollen, at når kongen hilser, så hilser hele følget. Dette skete - og jeg måtte lade som om at dette at hilse og konversere et kongeligt følge ikke var noget problem for mig. Dronningen spurgte, om jeg var kendt med nogle af øens skikke, om jeg kunne fortælle hende lidt om dem. Jeg fortalte om levemåde og kostskikke, og hvad man i en fart kan finde på ved en sådan lejlighed. Det gik. Og Hakon tog et billede af mig, hvor jeg står ved siden af dronningen. Jeg ser enormt storsnudet ud på det billede, men det var jeg ikke. Jeg måtte blot løfte hovedet for den store hatteskygge, ellers ville ansigtet være helt i mørke.

Da de kongelige brød op fra udsigten og begav sig ned ad Kongshøj, gled jeg selvfølgelig ud i den store ubemærkethed. De kongelige begav sig til havnen og Hakon med dem. Og jeg til samme sted på cyke1.

Aldrig før eller siden i Sejerø sogns historie har der været så mange mennesker pa Sejerø havn. Man kan roligt sige, at af øens beboere var de 700 på havnen, hvor chaluppen med mandskab lå og ventede på at føre kongeskibet ud til Dannebrog, der lå ankret op.

Da alt dette var overstået, kom problemet med at få billederne fremkaldt, så de kunne sendes ti1 forskellige blade i Danmark. Hakon var jo den eneste fotograf i Dan­mark, der havde dækket denne begivenhed ind.

Jeg kom i tanker om, at øens maler fotograferede og skrev begivenheder fra øen ti1 Kalundborg Folkeblad. Han havde vist et beskedent mørkekammer. Familien kendte jeg fra min barndom på øen. Vi vandrede derhen, præsenterede Hakon for familien og fra denne stund blev han en ven af huset. Imod at overlade maleren et par billeder af dagens begivenheder, som han kunne sende til Folkebladet, fik Hakon lov at låne mørkekammeret, hvor der lige nøjagtigt kunne klemmes en mand ind.

Det var primitivt, men blev klaret af en god fagmand. Klokken 13 afgik Sejerø Færgefart med Hakons billeder, der kom i en masse af landets aviser.

Der var endnu nogle feriedage tilbage. Disse dage blev i strålende sol tilbragt på stranden ved Kongstrup. Vi badede og solede os, dog iført det efter den tids begreber anstændige badetøj.

Et par af dagene var de tre på kroen boende gæster med os ved stranden. Faktisk begyndelsen af feriegæster på Sejerø.

I mine sommerferier på øen som feriepige havde jeg hængt mange gange på en hesteryg, altid uden saddel. Endnu kunne jeg i stalden hente det, jeg dengang for snart 10 år siden havde kaldt min hest. Den bar navnet Poeten. Den kendte mig faktisk: den tog meget venligt imod mig, når jeg svang min op på dens ryg. Hakon tog den knapt sä venligt imod. Han var jo førstegangsrytter, ikke helbefaren som jeg. Dog er der ikke tvivl om, at havde der været mere tid, var også han kommet godt med i den ædle hestesport.

Denne oplevelse med Hakon som pressefotograf ved de kongeliges besøg på øen, kom for altid til at skrive Hakon ind i beboernes historie som en interessant mand.

En pressefotograf var dengang en sjælden ting, en ny person i mediernes verden. Denne mand var kommet til dem ude fra den store verden sammen med de kongelige. Dette gjorde i sig selv personen Hakon interessant. At det skyld­tes en tilfældighed, at kongebesøget lige kom til at finde sted dagen efter Hakons ankomst til øen, var der ingen der anede eller troede på. De vidste, at Ely var ansat på noget så interessant som dagbladet Politiken og regnede med, at det havde nogen forbindelse med hinanden - hvad det jo dybest set også havde, for havde jeg ikke været ansat på Politiken, var forbindelsen imellem Hakon og mig vel aldrig blevet en realitet. Vel egentlig mærkeligt, at tænke på, ­men skæbnens veje er jo uransagelige.

For Sejerøbeboerne blev dette kongebesøg en oplevelse, der i mindst 2 generationer ikke glemtes. Det hed i mange år "før og efter kongebesøget i 1929."

Da ferien nogle dage efter var forbi, forlod vi sammen øen. Kørte på cykel ned ved det skønne Skarridsø. Tog derpå toget til København.

Om Hakon sammen med mig havde ventet sig noget mere af denne ferie, ved jeg ikke. Nu blev vort samvær for en stor del overskygget af det uventede besøg, som reklamemæssigt blev til en stor fordel for Hakon. Da han som tidligere omtalt og som det fremgår af denne beretning var den eneste i Danmark, der kom til at løse denne opgave - at dække kongebesøget på Sejerø i 1929 ind til alle landets aviser. Det blev et af Hakons første store "skud^".