havnen

Havnen er selvsagt Øens naturlige knudepunkt og har gennem de senere år gennemgået en drastisk udvikling - inkarnerede Sejerøfarere vil nok side for drastisk - den nord- og vestlige dækmole har fået nyt læhegn, cementen sammesteds er blevet lappet, der er sat flere lamper op, og uden at det på nogen måde skal sammenlignes med lidoen i Cannes, er det blevet rigtigt pænt.

Indsejlingen er ændret med etableringen af det nye færgeleje, således at gæstesejlere nu kan ligge i fred og ro i lystbådehavnen under næsten alle forhold. Der er lavet en ny bådebro med pælepladser, og når der er etableret lamper og strøm på samme i år 200?, så er den side af sagen også i orden.

Den sydlige del af havnen, hvor den nye færge har sit domicil, ligner stadig den indledende fa(r)ce til et københavnsk metroprojekt, men alt kommer til den, der har tid til at vente.

Havnekontor: Brovej 33, 4592 Sejerø. tlf. 59 59 03 79.

Her i bunden af den lille fiskerihavn, hvor garnfiskerne og jolleejerne har deres både, er der opsat bænke på solsiden af fiskerhusene. Her ordnes verdenssituationen af pensionerede fiskere og andet godtfolk.

Materialet er udarbejdet og venligt stillet til rådighed for WebGruppe Sejerø af Ernst Lollike, Poul Rasmussen og Robert Friis

Sejerø's første kendte landingssted findes ved stranden neden for Elmebjerg. Der er spor efter 12 slæbesteder, men der har vistnok været 15.

Ifølge Sejerø Sogns Historie var de 7 største både så store, at de kunne laste 10 tons. Ikke nogen helt lille sag efter datidens målestok. Lasten var mest korn, som blev sejlet til Kronborg (Helsingør), hvor det blev solgt som maltbyg til et derværende bryggeri. Sejerø har leveret maltbyg helt op i nyere tid. Den Sejerøske maltbyg var værdsat pga det lave proteinindhold, en egenskab, der efter sigende betinger fremstilling af godt øl. Velviljen over for godt øl kan den dag i dag spores visse steder på Øen, hvis man ser godt efter.

På den tid (1710 - 1805) hørte Sejerø under Krogerup Gods sammen med Nekselø, Anholt og Havnsø Mølle og Kro.

De helt store både forsvandt under Englandskrigen (1807 - 1814), men Sejerøbønderne fortsatte med at sælge deres korn i Helsingør indtil omkring 1830, hvorefter handelen mere gik imod Kalundborg (Vrøj) og Århus. Medens de større både fortrinsvis blev brugt til at fragte gods og korn, brugte man de mindre til fiskeri og samfærdsel med fastlandet (f.eks. til Yderby på Sjællands Odde).

Der skulle ligeledes have været slæbested neden for Grønnebjerg, men der har havet slettet alle spor. Derimod er der stadig spor af et anløbssted, Broen kaldet, som blev etableret omkring år 1800 lidt øst for dette sted. Det var her postbåden lå. Naturhavnen Saltbæk Vig på Sjælland var modstykket. Postbåden afgik ikke dagligt, så når nogen havde behov for transport fra Sjælland til Sejerø, tændte man bål om aftenen i Saltbæk, så kom båden næste dag. Som kuriosum kan nævnes, at Sejerø's første postbud hed Thor Olsen. Han startede med en månedlig runde og blev senere fast ansat ved Postvæsenet i 1875.

Med kravet om større og regelmæssig samhandel voksede ønsket om en egentlig havn og den 28. januar 1839 påbegyndtes havnebyggeri, hvor den nuværende havn ligger. Det var en beskeden affære. Nogle nedrammede pæle og en østlig og en nordlig mole lavet af sten, der var hentet ved diger og gærder, hvor det nu kunne undværes. Placeringen af molerne var ikke ideel. Havnen sandede til ved de hyppige vestenstorme, og bønderne måtte ofte ud, fire af gangen, og uddybe. Det kaldtes "at mudre".

I 1868 blev havnen ødelagt af en vinterstorm fra NV og man begyndte at spekulere i en forbedret udgave af havnen. Der skulle bruges mange penge, 35.200kr (1874), og man var naturligvis lidt tilbageholdende med at starte et sådant projekt. Da Saltbæk Vig imidlertid var blevet inddæmmet, og et forsøg på at bygge en havn på den nye kystlinie var slået fejl, blev man endeligt enige om at bygge en ny havn i 1904 til den formidable sum af over 100.000kr. Man byggede en ny nord- og vestmole, der dannede et nyt havne- og færgebassin. Den gamle havn blev bådehavn.

Med den nye havn startede egentlig færgetrafik. Et nydannet aktieselskab indkøbte et skib i Norge og den 1. september 1904 startede regelmæssige færgeafgange til og fra Kalundborg.

Indtil der omkring 1840 blev anlagt havn på Sejerø, måtte beboerne benytte både, der kunne trækkes på land, for der fandtes ingen steder langs Sejerøs kyst, hvor en båd kunne ligge for anker i alt slags vejr. I oldtiden har man sikker benyttet ganske små både til fiskeri og til befordring mellem de holme, som Sejerø dengang bestod af. Sejlads mellem Sejerø og Sjælland har nok været en sjældenhed. Sådanne små både er sikkert trukket på land nær ejermandens boplads. I middelalderen er der opstået et stadigt stigende behov for befordring af varer og personer mellem Sejerø og det øvrige land. Fra det sekstende, syttende og attende århundrede findes adskillige beretninger om sejlads mellem Sejerø og Sjælland. Langt det meste af denne trafik gik mod syd, til Nexelø, Saltbæk Vig eller egnen deromkring. Der har det været muligt at finde gode landgangsforhold på kysten, og på Saltbæk Vig kunne man sejle nær til Kalundborg. Denne sejlads må være foretaget fra Sejerøs sydside. Fra 1542 findes en kongelig forordning om, at sejerøboerne var pligtige at levere deres landgilde i Helsingør eller København. Sådanne lange rejser blev en smule kortere dersom de udgik fra øens nordside. Medens der findes skriftlige beretninger fra den tid, om hvor man landede på sjællandssiden, kendes ingen beretninger om, hvor man havde sit udgangspunkt på Sejerø, eller hvor man trak de efterhånden stadigt større både på land.

Først efter år 1800 nævnes Bådelejet ved Grønnebjerg. Det var kommandanten over de danske tropper, der befandt sig på Sejerø 1809 - 1812, under englandskrigen, der meddelte til sine foresatte, at han havde opkastet en skanse på den lave bakke ved Bådelejet ved Grønnebjerg for at beskytte korpsets armerede rofartøj. Han anmodede samtidigt om bevilling til et gangspil til 8 / 10 mand så omtalte fartøj hurtigt kunne trækkes på land. Det er måske disse tropper der har anlagt den stenmole, som der endnu findes rester af på stedet. Efter den tid findes Bådelejet ved Grønnebjerg omtalt mange gange. Pladsen ved Grønnebjerg har dog sikkert været brugt som landingssted længe før år 1800, for det er næsten det eneste sted langs Sejerøs sydkyst hvor der på en strækning af ca 150 meter er stenfrit, nogenlunde dybt vand helt ind til kysten, og hvor der også er en lav græsbevokset strandbakke (strandvold), hvor det var muligt at bringe store både i sikkerhed ved storm og højvande.

De er sikkert lavet for at lette ophalingen af store både, men der kendes ikke gamle, samtidige beskrivelser af, at de har været i brug. Efter mundtlig overlevering blev de brugt gennem århundreder indtil år 1800. Det er ofte blevet opfattet som: "Sejerøs gamle landingsplads lå ved Elmebjerg, og den blev omkring år 1800 flyttet til Grønnebjerg". Det er dog mest tænkeligt, at begge disse pladser ~ og måske andre,har været brugt samtidigt. Småjoller og pramme kunne jo trækkes på land overalt.

Omkring år 1800 nævnes at sejerøboerne havde to store og tre mindre både, og omkring 1830, fire, fem store både. Der har næppe tidligere været flere. Hvorfor så de mange ophalingspladser ved Elmebjerg? Måske er de slet ikke anlagt af øens beboere til eget brug? Det er nærliggende at forestille sig, at de er beregnet til en flåde af vikingeskibe, og således er ca. tusinde år gamle. Flere ting tyder på, at dette er tilfældet. De er ikke helt lige brede. De vestligste er lidt bredere end de østligste. Den opgravede jord har ligget som en vold mellem de enkelte pladser. Ved de vestligste, som nu står tvdeligst, er der en niveauforskel på godt I meter mellem voldens top og udgravningens bund. De ligger tæt sammen, så der er grund til at tro, at de er lavet samtidigt, og udgør et samlet anlæg.

På en lav bakke nær kysten ca. 700 meter vest for bådpladserne, er omkring 1850 fundet en sølvskat, der bl. a. indeholdt 143 mønter, hvoraf de yngste er fra omkring år 965. Den må være nedgravet omkring år 1000.

I "Sejerø Sogns Historie" anden del side 9 og 10 fortæller bogens forfatter, Rasmus Nielsen, at en af de første præster på Sejerø hed Lefre, eller Lever. Han holdt gudstjeneste i en lille trækirke på en bakke, der så blev kaldt: Hr. Levers Bjerg. Dette blev på sejerøsk dialekt til: "Haløvrbierg", som er bakkens nuværende navn. Denne trækirke blev senere afløst af en anden trækirke, bygget på et hedensk gudehov, hvor den i tolvhundredetallet blev afløst af den nuværende stenkirke. Rasmus Nielsen nævner ikke sine kilder til disse oplysninger.

Det, jeg finder interessant ved disse oplysninger, er, at Haløvrbjergs top ligger mindre end firehundrede meter fra bådpladserne ved Elmebjerg, og at dersom der har ligget en kirke der, må det have været omkring år 1000. Omtrent ved den tid hvor sølvskatten blev nedgravet. Sølvskatten og kirken har nok ikke direkte noget med hinanden at gøre, men oplysningerne om dem tyder på nogen aktivitet på stedet for ca. tusinde år siden. Det støtter formodningen om at også bådpladserne kan være fra omkring år 1000.

Det er da tænkeligt, at Svend Tveskæg, foruden de store ringborge, han rådede over, også har haft et lille støttepunkt på Sejerø. Sejerø ligger jo meget centralt i de danske farvande.

Det regnes for nogenlunde sikkert, at Svend Tveskæg år 993 holdt ting på Sejerø for at mægle og dømme mellem to af sine undersåtter, jarler i Skåne og på Bornholm. Kongen kom sejlende med 60 skibe, og jarlerne med hver 10.

Sidste "nye" om Sejerø og vikingerne er en artikel af Forskningsbibliotekar Knud Rasmussen i "fra Holbæk Amt 2000" om søslaget ved Swold d. 11. september år 1000. Artiklen handler om en teori, fremsat af Kommandør A. C. Struckmann, gående ud på, at Svold ikke skal findes i Øresund, men ved Sejerø. A. C. Struckmann argumenterer meget overbevisende for denne teori, hvorefter det skulle være ved Sejerøs nordside, Svend Tveskæg lå med sine 80 skibe og afventede Olaf Trygvesøns færd gennem Storebælt på vej hjem til Norge.

Elmebjerg (14 m.) og Haløvrbjerg (21 m) udgør tilsammen en bakkeø adskildt fra andre bakker af lavt moseområde, men sammenhængende med strandbakkerne langs øens nordside. Nord for Elmebjerg er strandbakken, hvor bådpladserne findes, særlig bred, og udgør en lille slette. På Haløvrbjergs top findes en fredet gravhøj. Den er ikke særligt markant. Et ret stort område af bakketoppen er bevokset med krat.

Sølvskattens alder og findested kan dokumenteres. Bådpladserne kan beses på stedet, og der kan ikke være tvivl om, at de var gamle for tohundrede år siden. Beretningerne om kirken på Haløvrbjerg og Svend Tveskægs tilknytning til Sejerø ligger på grænsen af det historiske. Bådpladserne ved Elmebjerg burde indgå i vurderingen af om disse beretninger er troværdige. Var det virkeligt her, på den lille strandslette ved Elmebjerg på Sejerø, Svend Tveskæg tilbragte den månelyse septembernat år 1000? Natten før det berømte søslag, der fik indflydelse på både Danmarks, Norges og Englands kongerække.

Den nye servicebygning på havnen. Her er off. toilet, bad og toilet for gæstesejlere, samt havnekontor, hvor havnefoged Søren Mortensen reciderer.
	Havnegrillen - her kan man få en god is (og koldt øl) og lynmad, hvis energien svigter derhjemme. Grillen har kun åbent i sæsonen.
Stranden lige bag havnegrillen. God og børnevenlig; flittigt brugt og populær blandt gæstesejlerne.
	Den Nord- og Vestlige dækmole med det gamle færgeleje til venstre.
Et lille vue op ad havnevejen set fra havnegrillen og det gamle færgeleje. På lysmasten ses det tydeligt, at den fremherskende vestenvind kan være barsk.
	Her et solskinsbillede fra fiskerihavnen. Fat plasticposen og kr., så er middagsmaden reddet.
Den indre - lille - fiskerihavn

	Sejerø Havn, etableret i 1839, var oprindelig en beskeden affære
Med årene er den vokset til en Fiskeri-, Færge- og lystbådehavn af pæn størrelse.